Lyt til fagfolkene, Undervisningsminister

Debatindlæg bragt i Berlingske Tidende 21. august 2015

Noget, der har fyldt meget i medierne den seneste tid, er de lange skoledage, og det er med undren, jeg har fulgt debatten.Hvis de store elever skal modtage 35 timers undervisning om ugen, skal der ikke en matematisk ph. d.-grad til for at regne ud, at det giver en skoledag på syv timer i gennemsnit. Gennemsnittet skyldes udfordringer omkring faglokaler og faglærere, der også skal løses, når man lægger skema, og måske skal eleverne til præst i morgentimerne. Det giver i sagens natur lange skoledage. Om lange skoledage er gavnlige for noget, kan man så mene om, hvad man vil. Og om de fleste danske folkeskoler er indrettet til lange skoledage, hvad angår fysiske rammer og kantineforhold, er også en diskussion værd. Men det kan altså ikke undre, at dagene er blevet meget lange for vores skoleelever, og det er selvfølgelig dejligt at høre, at politikernes fokus er på udfordringerne.Det, vi dog ikke har brug for, er, at man uden hensyntagen til hverdagen i folkeskolen og fagfolks viden og erfaring kaster sig ud i lovgivning på områder, som man skal være fagperson for at kende konsekvenserne af. Det gør hverdagen i folkeskolen yderligere kompliceret og medfører problemer, som kun kan løses politisk.F. eks. er der kommet mange mere eller mindre kreative bud på, hvad vi nu skal stille op med de lange skoledage. Et af de mere kuriøse forslag har været at lade eleverne møde kl 7: 30. Det løser dog ikke noget. Dagen bliver jo ikke kortere af at begynde en halv time tidligere.DET MINDER MEST om molbo-historien, hvor man har en bunke jord, man ikke ved, hvad man skal stille op med, og derfor graver man et hul, som man kan komme jorden ned i. Og teenagere kan slet ikke fungere optimalt tidligt på dagen.En anden udløber af debatten om de lange skoledage var at lovgive sig ud af, hvor lektiehjælpen skal ligge, når nu eleverne er så trætte om eftermiddagen.Det ville jeg som udskolingslærer være ked af. For det er godt nok ikke meget udbytte, jeg får af min ene ugentlige historietime i 9. klasse, hvis den kommer til at ligge fra 14 til 14: 45. Så vil jeg hellere læse lektier med eleverne på det tidspunkt.Mange steder vil lektielæsning i morgentimerne give rigtig god mening.Så det er med stor forhåbning, jeg læser i undervisningsministerens brev til lærerne, at Ellen Trane Nørby ønsker dialogen med fagfolk. Det er pædagoger, lærere og skoleledere, der ved, hvordan man indretter skoledagen, så den giver mest mulig mening. Megen af den forundring, der nu er over konsekvenserne af at gennemføre en skolereform, kunne måske være undgået. Der er mange områder, som i lighed med de lange skoledage ikke fungerer ude på skolerne. Den eneste løsning er, at inddrage os, der får hverdagen til at fungere i vores folkeskoler. Vi vil rigtig gerne være med.

Mig og Clint Eastwood… Og så 26 trætte skoleelever…

Blogindlæg skolenindefra.dk 6. september 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

En af mine forcer som lærer er klasserumsledelse. Det højt besungne begreb, som nok er usynligt for ikke-undervisere, men en af nøglerne til at være en dygtig lærer. Hvis du ikke kan lede et klasserum, så skal du ikke være lærer. Og jeg vil vove den påstand, at man ikke står distancen som lærer, hvis man ikke mestrer denne disciplin.

Det var sådan set ikke noget, jeg lærte noget om på seminariet: Det kom lige som hen ad vejen ved at se på ældre kolleger, og gøre, hvad de gjorde, og så tilføje lidt selv. Og det er stinkende nødvendigt at kunne lede klasserummet. For at man komme i mål med timens undervisning, skal man have overblik over klassen, og de 26 forskellige elever, der sidder der, hver med deres forudsætninger. Og der er tusind forskellige faktorer, der spiller ind i forhold til, om timen bliver en succes? Om målet bliver opnået? Der kan være indlæringsmæssige faktorer, sociale, fysiske og relationelle. Har en elev haft en konflikt i frikvarteret? Er en bekymret over sine hjemlige forhold? Er en uforberedt? Er en sulten? Er en træt? Og samtidig ved vi jo, at der mellem linjerne foregår alt muligt andet end undervisning i et klasselokale.

Og i de spor, det faglige spor, det relationelle og tidsaspektet, som man hele tiden har i baghovedet, er det er læreren, der skal styre slagets gang. Og det er ikke nemt. Vi gør det forskelligt, os lærere, fordi vi er forskellige, men jeg synes egentlig, jeg har været god til det.

Indtil nu, i hvert fald. For hold op, hvor er det svært at lede et klasserum klokken 15:00, hvor halvdelen af ungerne er trætte, sultne, umotiverede og meget, meget hormonforstyrrede. Og hvor den anden halvdel desperat forsøger at gøre, som læreren siger. Og så når indholdet er ”lektiehjælp”, hvor jeg sådan set er uforberedt i forhold til indholdet, og der i omegnen af 20 forskellige opgaver i gang i lokalet på samme tid. Og alle vil have hjælp. På en gang. Altså på nær dem, der er på facebook, og ikke vil have at jeg opdager det. Og jeg læser opgaver, vejleder og render fra bord til bord, hvor trætte børn opfører sig mærkeligt, og viser sider af sig selv, jeg ikke havde set før.

En har taget Jacobs computer, mens han var på toilettet, og lavet et åndssvagt, men i øvrigt ret underholdende, afsnit i hans essay. En anden kigger blankt på computeren og blankt på mig og spørger: -Hvornår vi har fri? Og jeg smider tre knaldhætter ud i skolegården, fordi de ikke kan lade være med at grine, Og fægter mig gennem en tyskopgave, om noget med en lufthavn. Jeg er virkelig nederen til tysk, men eleven ser tilfreds ud. I forbifarten fanger jeg en ellers meget stræbsom ung mand, der render rundt og ikke får lavet noget. -Du skal være skrappere, siger han og ser brødbetynget på mig. Vi ved begge to godt, at det ikke giver mening. –Jeg er så træt, tilføjer han. Jeg skal nok tage mig sammen…

Og det er humlen. Eleverne er trætte. Og jeg er i sagens natur ikke forberedt på det, der foregår i lokalet. Jeg ved ikke, hvem af mine kolleger, jeg kunne lære noget af her, men det første der falder mig ind, er Clint Eastwood. Og jeg ser mig for mig, mens jeg sparker døren til klasselokalet ind med en cigar i mundvigen og en Smith & Wesson m 29 44 magnum i højre hånd, hvorefter jeg knalder min håndtaske ned i katederet.

– You see, in this world there’s two kinds of people, my friend: Those with loaded guns, and those who dig. You dig! ville jeg så sige, og se sejt på dem. Og jeg forestiller mig, at de ville sætte sig pænt og gå i gang med deres forskellige lektier, og jeg så kunne sidde bag katederet og de pænt en af gangen ville komme op og spørge mig til råds, og jeg ville venligt og overskudsagtigt forklare dem, hvad de skulle stille op med opgaven, og nikke til dem, når jeg var færdig.

Men, jeg er ikke Clint Eastwood. Jeg er bare dansklærer på en temmelig stor skole i Nordsjælland. Mine elever er tit mega-trætte, og jeg må nok bare gøre som jeg plejer; forsøge at være snusfornuftig, imødekommende, vedholdende og have et fast greb i vingebenet på dem, der har brug for det. Og så læne mig op ad mine kolleger. Og måske tage en snak med ungerne om sengetider og madpakker. Igen…