Stille, lille hjerte

Blogindlæg skolenindefra.dk 17. december 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Silke sagde aldrig et kvæk. Ikke så meget som en lille bitte lyd i timerne. Jeg vidste godt, at hun lavede sine ting. Det kunne jeg jo se. Og det arbejde hun afleverede var nydeligt. Hun kunne både læse på linjerne og mellem linjerne. Hun sagde altså bare aldrig noget som helst. Hun rakte ikke fingeren op. Når klassen lavede gruppeøvelser, kredsede jeg nysgerrigt omkring hendes gruppe for at høre, om hun deltog. Det gjorde hun, men sparsomt. Uanset hvilke øvelser fra cooperative learning-biblen jeg valgte, lykkedes det Silke at undgå at sige særlig meget. Jeg havde talt med hende om det. Og med hendes forældre. Mor sagde heller ikke noget til skole-hjemsamtalerne, så det blev nærmest en skolehjem-monolog, og jeg var helt tør i halsen bagefter, og aldrig meget klogere.

– Trives du, Silke? spurgte jeg, og bandende stille for mig selv, når hun svarede “ja”. Det var endnu en gang lykkedes mig at lave et alt for lukket spørgsmål. Så kunne jeg sige;

-Hvad kan jeg gøre, for at du får det bedre i klassen? Og igen sad jeg og følte mig som en ko på en skøjtebane. For Silke havde det fint, og hun trak på skulderen og smilede genert. Og jeg var lige vidt. Igen.

Silke havde det fint. Det er jeg sikker på. Selvom hun nærmest var usynlig. Hun lignede en alf, og jeg skulle huske at lægge mærke til hende. Ellers forsvandt hun lydløst i mængden. Jeg kunne simpelthen ikke komme ind på livet af hende. Mit kendskab til hende begrænsede sig til det overfladiske; hun havde en lillebror, der gik i femte. Hun havde en mor og en far. Hun var aldrig uvenner med nogen, men hun kom vist heller ikke rigtig sammen med nogen i klassen. Og der ud over vidste jeg stort set intet om Silke.

Jeg havde sådan set næste accepteret, at det var sådan, det skulle blive. Det er jo ikke kriminelt at være stille og privat. Og måske kunne verden godt trænge til lidt flere som Silke. Indtil en dag op mod jul i 9. klasse, hvor Silke blev hængende lidt længere, da vi pakkede sammen i sidste time. Da alle de andre var gået, stillede hun sig foran katederet, hvor jeg var igang med at lade som om, jeg ryddede op i en skuffe. Jeg havde med undren fornemmet, at Silke lagde op til en snak, og ville absolut ikke risikere, at hun ikke fik lejlighed til at få mig på tomandshånd.

-Er det dig, der arrangerer juleafslutningen igen i år? spurgte pigebarnet og så snu på mig. Jeg stod med åben mund og polypper. Ud over, at jeg nok aldrig havde hørt Silke sige ni sammenhængende ord før, var det ikke lige det, jeg havde regnet med…

-For hvis det er, så vil jeg bare lige sige, at jeg godt kan gi et nummer… Hvis du altså synes…

Et nummer? Øh… Jo tak da? Stepdans? Bingo? Trommer? Jeg anede ikke, hvad det var for en slags nummer, Silke kunne tænkes at give, men jeg skyndte mig at sige ja tak…

Til juleafslutningen mødte lille Silke op med en stor akustisk guitar… Og så satte hun sig på en stol, helt alene på scenen, foran hele udskolingen. Foran piftede 7. klasses drenge, foran hviskende piger fra 8. klasse. Og ikke mindst foran sin dansklærer, der var ved at tabe både næse og mund.

Og Silke sang uden at blinke, og med en stemme så stor, så man måtte undres, både “Halleluja” og “Imagine” og en sang, hun selv havde skrevet, så der var dødsstille i den gamle gymnastiksal… Så rejste hun sig og bukkede, og jeg tror, hun var vokset ti centimeter.

Hvorfor er det nu lige, vi holder skole? Når jeg glemmer, så tænker jeg på Silke og hendes guitar.

Viktor alene i verden

Blogindlæg skolenindefra.dk 23. november 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Han står og trykker sig op ad væggen i opgangen, da jeg er på vej op til time. Viktor. Kønne, populære Viktor. Jeg kender ham ikke særlig godt. Jeg har kun klassen et par timer om ugen, og har først fået dem i 9. klasse, men han har været kontaktsøgende lige fra det øjeblik, jeg trådte ind i klassen.

Han er en af de elever, der sidder på bagerste række og har et usynligt net spændt ud i klassen. Pigerne sender ham lange blikke. Drengene søger hans accept. Hans tøj er dyrt. Hans øjne er vagtsomme. Opmærksomme. Han loddede mig lynhurtigt, da jeg trådte ind i klassen, lagde bøgerne på katederet og sagde; ”Hvazzå’ der 9.B… Skal vi få lavet lidt kristendom?” Og jeg blev godkendt. Det kunne jeg godt se.

Og nu står han så der i halvmørket.

-Hvad så Viktor? Skal du ikke til time?

Han kigger sig over skulderen.

-Må jeg… øh… spørge dig om noget? spørger han stille…

Det er der kun et svar på. Hellere komme fem minutter for sent, end at lade en, der er i nød, stå alene tilbage i en trappeopgang. Jeg nikker. Han har blanke øjne.

-Kan man gøre en pige gravid første gang? hvisker han. Han slikker sig nervøst om munden, og jeg er ikke i tvivl om, at det har krævet stor overvindelse for ham at stille mig spørgsmålet. Det er blodig alvor, det her…

Og hvor ringe mine evner end er inden for feltet seksualundervisning, må jeg tage Viktors bekymring på mig. Det stikker formentlig dybere dybere, end det umiddelbart ser ud til. Og jeg tager hul på samtalen, går op og sætter hans klasse i gang, og så finder vi et tomt lokale, hvor vi kan få snakket.

Og Viktor snakker, da vi først kommer i gang. Han er slet ikke til at stoppe. Og tårerne sprøjter ud af hovedet på ham. En dreng, der er helt alene i verden. En dreng, hvis far aldrig er hjemme. En dreng, hvis mor har travlt med alt muligt andet. En 16-årig dreng, der har alt i verden. Undtagen sine forældres opmærksomhed.

-Der er ingen, der taler med mig, hulker han, og jeg henter toiletpapir på wc’et og stikker hovedet ind i klassen, hvor alle arbejder, som de skal, mens de ind i mellem skæver til døren, for at se, hvor Viktor og læreren bliver af. Men ingen spørger. De ved godt, at verden ind i mellem må vente.

Viktor er alene i verden. Men han er ikke den eneste i verden. Ind i mellem bliver jeg helt tung om hjertet ved tanken om de ensomme teenagere, der er ladt i stikken, og driver rundt uden mål og med. Når jeg beder forældrene støtte op om deres børn, siger de:

-Helt ærligt, han er jo 16 år. Han skal jo selv kunne klare det?

-Hun er jo næsten voksen, og hun har jo så travlt med at hun kan klare det hele selv… Eller

-Hvordan skal han ellers kunne klare gymnasiet?

Eller en hel masse andet, hvor essensen er, at de fralægger sig ethvert ansvar.

Men, når man kun er 16 år, kan man ikke klare sig selv. Man kan ikke altid holde styr på lektierne selv. Få styr på de andengradsligninger, der driller. Tage de første famlende skridt i halvmørket med en kæreste, uden en at tale med. Tro på, at man kan, når man føler sig ligegyldig.

Så tal med dem, for pokker. Tal med dem, selv om de er umulige, dovne og dumme. Tal med dem og elsk dem. Alene i verden er der ingen, der skal være. Og slet ikke ham, der ligger inde på sit værelse bag de nedrullede gardiner og ser tv…