Tårer og teenagere… Noget om at trives…

Blogindlæg fra skolenindefra.dk 17. januar 2015

Af Katja Gottlieb, www.kagott.dk

Min 8. klasse er sammen med en af parallelklasserne i gang med projekt om kulturpolitikken i Helsingør Kommune. Drønspændende. Der bliver arbejdet intenst i den lokale billedskoles lokaler. Filmet, malet og skrevet. Og ungerne knokler derudaf.

-Ved du, hvad vi skal på fredag? Pigerne fra min 8. klasse smiler og ser op fra deres arbejde, da jeg går forbi. De er i gang med at bygge en model af Helsingørs tomme værftshaller, som de mener bør indrettes til skøjtehal og aktivitetshus. Et par piger arbejder i andre grupper, men de fleste af klassens ti piger er i fuld sving i samme gruppe. Noget der havde været utænkeligt for et halvt år siden. Karoline sætter et langt stykke malertape fast i håret på Nicoline. De griner.

-Nej, hvad er det, I skal? spørger jeg.

-Vi skal spise sammen…. Og sove sammen… Altså de fleste af os. De ser meget stolte ud. Og en lægger armen om en anden. Det er nogle skønne piger.

-Det lyder godt nok hyggeligt, svarer jeg. Kommer alle?

-Altså, alle kommer og spiser. Men Line og Sofie kan ikke sove der. De skal noget andet. Vi skal være hjemme hos Cecilie.

Jeg er imponeret. Lidt rørt og mægtig stolt af dem. For et halvt år siden var de mere eller mindre uvenner alle sammen. Vejen herhen har været lang, og jeg var ved at give lidt op. For der var hele tiden noget i vejen. Og de var tit kede af det.

Helt galt gik det tidligere i år, da vi skulle på lejrskole. 10 piger skulle dele to bornholmske feriehytter med 4-6 sovepladser. Drengene gik ”drenge-agtigt” til opgaven og mente, at de sagtens selv kunne fordele sig. Det gjorde med matematisk præcision og meget nøgternt.

Jeg havde meddelt pigerne, at jeg nok skulle lave grupperne. Det gjorde de bare alligevel uden om mig, og så var alle mere eller mindre utilfredse. Desuden kan teenagepiger tilsyneladende ikke ligge alene. Næh, men skal ”sove sammen med nogen”, og alle kan ikke sove sammen med den samme, når der er to senge i et værelse.

Der blev grædt og råbt. Og jeg blev skældt ud. Og snakkede, og tørrede tårer, og talte igen. Og jeg nåede både at indkalde en kollega, der er ekspert i at arbejde med relationer og konflikter, og at give en opsang, som mine elever nok ville kalde en skideballe. Men, i hvert fald blev pigerne på et eller andet tidspunkt enten så trætte af at høre på os, eller så inspirerede, at de selv løste, den tilsyneladende uløselige knude. De fordelte sig nok så nydeligt i to huse, og de kom hjem fra Bornholm som de bedste veninder og klassekammerater.

Jeg er selv forældre og ved, hvor frustrerende det er, at have en grædende teenager, der er ekskluderet fra fællesskabet. Det gør så ondt. Og jeg ved godt, hvordan pigerne havde det, når de hele tiden at blev uvenner. Men jeg er også lærer, og jeg ved, at man ikke kan lære noget, hvis man skal bruge sin energi på at navigere i det sociale hver dag, når man møder i skole. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre.

Folkeskoleklassen er for mange af os et af de fælleskab, vi vil have tilbragt længst tid i næstefter vores familie. Og for at få en succesfuld skolegang er vi nødt til at lære at fungere i det fællesskab. Klassen er et lille samfund, hvor vi lærer at begå os, løse vores konflikter og bidrage til hinanden. Intet menneske er jo en ø. Vi skal alle ud på arbejdspladser og i sammenhænge, hvor vores sociale kompetencer er vigtige. Og vi er alle vigtige i det fællesskab, og vi skal alle have lyst til at bidrage. Vi skal have livsmod.

Så sideløbende med alt det fagligt målbare, så skal vi i skolen hver dag sørge for, at eleverne får rum og støtte til at udvikle deres sociale kompetencer og lyst til at deltage i samfundet. Og det arbejde laver vi med glæde ude i klasserne hver dag. Det kan ikke måles direkte i en test, men det er grundlaget for meget af det andet faglige, der finder sted i skolen. Og grundlaget for hele vores samfund.

 

Tænk, hvis man kunne være nogens Ole?

Blogindlæg skolenindefra.dk 15. november 2014

Af Katja Gottlieb, www.kagott.dk

-Jeg fatter altså ikke, at du gider være lærer, Katja, sukkede Anna en dag, da 9.a var rigtig i deres umulige hjørne. Hun så spørgende på mig og rystede på hovedet, så alle hendes skønne krøller dansede. Jeg så ud over klassen, hvor få havde bøger med og færre havde lavet lektier. Flere hang ind over bordene, og jeg konstaterede, at Hosekræmmeren helt klart ikke stod højt på klassens dagsorden. Og et eller andet sted dybt inde huskede jeg, hvorfor det er, jeg godt gider være lærer.

Han hed Ole, min klasselærer. Jeg var lige fyldt tretten og ny i klassen. Og jeg var fuld af uro og forbandet ensom.

-Du skal tage notater, sagde Ole, da jeg provokerende meddelte, at jeg da havde læst hele ”Barndommens Gade” derhjemme samme dag, som jeg fik den udleveret, og derfor ikke skulle lave noget i klassen dagen efter.

-Det gider jeg da ikke, svarede jeg udfordrende, og tilføjede, at jeg kunne huske det hele i hovedet. Og så ventede jeg spændt på reaktionen, der dog udeblev. Ole grinede bare og fortsatte undervisningen. Og så sad jeg der og gloede!

Næste gang tog jeg notater.

Og jeg gik i skole hver morgen. Gennem villakvarteret. Gennem skoven og over fodboldbanen. Og om eftermiddagen gik jeg hjem igen. Over fodboldbanen, gennem skoven og gennem villakvarteret. Og så sad jeg på mit værelse og lavede lektier.

Ikke til tysktimerne. Bestemt heller ikke til matematiktimerne. Men til Oles timer. Og jeg læste som en gal. Alt hvad jeg kunne komme i nærheden af.

Og jeg blev introduceret til Cornelis Vreeswijk, og Sjöwall og Wahlöö og Holberg og politik. Og gik i de mørke vinteraftner til filmklub i skolens kælder, hvor Ole viste biograffilm på en 16mm-fremviser. Det kan jeg huske.

Men, jeg kan også huske, at Ole talte med mig. At han lærte mig at lytte, og ikke mindst at holde min mund. Han lærte mig at være med i et fællesskab, at være menneske. Det var i skolen, hos Ole, jeg fik troen på mig selv. Og det var i skolen jeg fik forståelsen for, at en god lærer ikke er for skolen, men en man har for livet. Så svaret til Anna var enkelt:

-Anna; der er intet andet end lærer, jeg kunne tænke mig at være. Så, hvis I sætter jer stille ned, skal jeg nok læse ”Hosekræmmeren” højt for jer. Så tar’ vi den derfra…

Tænk, hvis man kunne få lov til at være nogens Ole?