Kære linedanser

Blogindlæg 20. marts 2016 www.skolenindefra.dk

-Vi giiiiider ikke…

Ordene er Daniels. Han ser træt ud. Klokken er ”sidste time” og luften i lokalet er tung. Der er fugtigt og varmt, og klassen har lige haft matematik. De arbejder godt i matematik i øjeblikket, ved jeg fra deres lærer, og de sidste dråber er vist klemt ud af dem for i dag. Jeg åbner vinduerne, så vi kan få lidt ilt ind.

-Vi gider altså ikke… prøver han igen.

-Det er bare ærgerligt, makker. Op og ud med jer. Bare i fem minutter. Jeg åbner døren, og klassen bryder ud i et hylekor.

-Vi vil ha fri, forsøger han igen. Vi strejker.

-Afgang!

-Hvad nu hvis vi går? Alle sammen? Altså bare går. Hvad vil du så gøre? Han ser en lille smule mere frisk ud og venter spændt.

-Det vil du slet ikke vide.

-Jamen, du kan ikke gøre noget, tilføjer hans sidemand. De griner indforstået til hinanden, og resten af klassen venter spændt. Daniel er altid god til at få sat lidt gang i sagerne.

-Prøv mig! Bare prøv at gå… Se, om I tør…

-Du bliver jo bare pissesur…

-Det finder du jo først ud af, hvis du prøver, fister. Ud… Nu… fem minutter…

Hele klassen buldrer ud. En af drengene napper klassens flade, lyserøde plastikbold, som de sikkert har hugget fra en af de yngre klasser, med. To af tøserne, der lider af allergi for frisk luft, skal bogstavelig talt hældes ud af døren. Og så er der stille. Bare et øjeblik. Om lidt vil et par af gutterne kommer grinende ind af vinduerne. Sådan er det altid. Og så vil jeg gå ud og hente fodbolddrengene. Og så vil vi få det bedste, vi kan, ud af skoledagens sidste 37 minutter.

Og her står jeg. Midt i krydsfeltet mellem lyst og ulyst. Tidligere på ugen fortalte jeg klassen, at ordet ”skole” betyder ”fritid”. Der blev faktisk stille et øjeblik. De så vantro på mig. Jeg fortalte, at begrebet står i modsætning til hårdt, fysisk arbejde. Om Danmark i 1800-tallet, hvor rettigheder og skolegang voksede frem. Om hvorfor de ind i mellem hører historier om børn i u-lande, der hver dag går mange, mange kilometer, for at komme i skole. Om det privilegium, det er at gå i skole. Om hvordan man kan blive i stand til at skabe sig et godt liv gennem uddannelse.

I modsætning til de børn i u-landene, der formentlig frivilligt vandrer af sted ad skoleveje, der ville få enhver dansk 9. klasses-elev til at blive hjemme, er det ikke alle mine elever, der har fundet frem til skolen ad frivillighedens vej. Det kan godt være, at de møder op til svømning, eller arbejde, eller håndbold fem gange om ugen, og her opfører sig samarbejdsvilligt og gør, hvad de får besked på af træner eller arbejdsgiver. Men det gør de selvsamme børn ikke nødvendigvis i folkeskolen.

Det kan godt være, at en super positiv og dygtig elev, hader faget historie. ”Det er så ligegyldigt” siger hun så til mig og ser træt ud. Og hvis der er noget, man ikke skal sige til mig, så er det, at historien er ligegyldig. Og når jeg hiver Daniel til side, og beder ham lade være med at lave alt muligt andet hele tiden, så ved jeg godt, at han er mega skoletræt. Det hører med til pakken. Hvis det var til spejder, havde han sikkert meldt sig ud for længst. Men jeg skal have det hele til at spille sammen til hver elevs bedste. Til klassens bedste. Det har eleverne krav på. Og det er der, højt oppe på en line, der er spændt ud mellem lyst og ulyst, læreren balancerer. Og for pokker, hvor er der mange lærere, der er gode til det. Især når vi får lov.

 

 

 

Stille, lille hjerte

Blogindlæg skolenindefra.dk 17. december 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Silke sagde aldrig et kvæk. Ikke så meget som en lille bitte lyd i timerne. Jeg vidste godt, at hun lavede sine ting. Det kunne jeg jo se. Og det arbejde hun afleverede var nydeligt. Hun kunne både læse på linjerne og mellem linjerne. Hun sagde altså bare aldrig noget som helst. Hun rakte ikke fingeren op. Når klassen lavede gruppeøvelser, kredsede jeg nysgerrigt omkring hendes gruppe for at høre, om hun deltog. Det gjorde hun, men sparsomt. Uanset hvilke øvelser fra cooperative learning-biblen jeg valgte, lykkedes det Silke at undgå at sige særlig meget. Jeg havde talt med hende om det. Og med hendes forældre. Mor sagde heller ikke noget til skole-hjemsamtalerne, så det blev nærmest en skolehjem-monolog, og jeg var helt tør i halsen bagefter, og aldrig meget klogere.

– Trives du, Silke? spurgte jeg, og bandende stille for mig selv, når hun svarede “ja”. Det var endnu en gang lykkedes mig at lave et alt for lukket spørgsmål. Så kunne jeg sige;

-Hvad kan jeg gøre, for at du får det bedre i klassen? Og igen sad jeg og følte mig som en ko på en skøjtebane. For Silke havde det fint, og hun trak på skulderen og smilede genert. Og jeg var lige vidt. Igen.

Silke havde det fint. Det er jeg sikker på. Selvom hun nærmest var usynlig. Hun lignede en alf, og jeg skulle huske at lægge mærke til hende. Ellers forsvandt hun lydløst i mængden. Jeg kunne simpelthen ikke komme ind på livet af hende. Mit kendskab til hende begrænsede sig til det overfladiske; hun havde en lillebror, der gik i femte. Hun havde en mor og en far. Hun var aldrig uvenner med nogen, men hun kom vist heller ikke rigtig sammen med nogen i klassen. Og der ud over vidste jeg stort set intet om Silke.

Jeg havde sådan set næste accepteret, at det var sådan, det skulle blive. Det er jo ikke kriminelt at være stille og privat. Og måske kunne verden godt trænge til lidt flere som Silke. Indtil en dag op mod jul i 9. klasse, hvor Silke blev hængende lidt længere, da vi pakkede sammen i sidste time. Da alle de andre var gået, stillede hun sig foran katederet, hvor jeg var igang med at lade som om, jeg ryddede op i en skuffe. Jeg havde med undren fornemmet, at Silke lagde op til en snak, og ville absolut ikke risikere, at hun ikke fik lejlighed til at få mig på tomandshånd.

-Er det dig, der arrangerer juleafslutningen igen i år? spurgte pigebarnet og så snu på mig. Jeg stod med åben mund og polypper. Ud over, at jeg nok aldrig havde hørt Silke sige ni sammenhængende ord før, var det ikke lige det, jeg havde regnet med…

-For hvis det er, så vil jeg bare lige sige, at jeg godt kan gi et nummer… Hvis du altså synes…

Et nummer? Øh… Jo tak da? Stepdans? Bingo? Trommer? Jeg anede ikke, hvad det var for en slags nummer, Silke kunne tænkes at give, men jeg skyndte mig at sige ja tak…

Til juleafslutningen mødte lille Silke op med en stor akustisk guitar… Og så satte hun sig på en stol, helt alene på scenen, foran hele udskolingen. Foran piftede 7. klasses drenge, foran hviskende piger fra 8. klasse. Og ikke mindst foran sin dansklærer, der var ved at tabe både næse og mund.

Og Silke sang uden at blinke, og med en stemme så stor, så man måtte undres, både “Halleluja” og “Imagine” og en sang, hun selv havde skrevet, så der var dødsstille i den gamle gymnastiksal… Så rejste hun sig og bukkede, og jeg tror, hun var vokset ti centimeter.

Hvorfor er det nu lige, vi holder skole? Når jeg glemmer, så tænker jeg på Silke og hendes guitar.

Mig og Clint Eastwood… Og så 26 trætte skoleelever…

Blogindlæg skolenindefra.dk 6. september 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

En af mine forcer som lærer er klasserumsledelse. Det højt besungne begreb, som nok er usynligt for ikke-undervisere, men en af nøglerne til at være en dygtig lærer. Hvis du ikke kan lede et klasserum, så skal du ikke være lærer. Og jeg vil vove den påstand, at man ikke står distancen som lærer, hvis man ikke mestrer denne disciplin.

Det var sådan set ikke noget, jeg lærte noget om på seminariet: Det kom lige som hen ad vejen ved at se på ældre kolleger, og gøre, hvad de gjorde, og så tilføje lidt selv. Og det er stinkende nødvendigt at kunne lede klasserummet. For at man komme i mål med timens undervisning, skal man have overblik over klassen, og de 26 forskellige elever, der sidder der, hver med deres forudsætninger. Og der er tusind forskellige faktorer, der spiller ind i forhold til, om timen bliver en succes? Om målet bliver opnået? Der kan være indlæringsmæssige faktorer, sociale, fysiske og relationelle. Har en elev haft en konflikt i frikvarteret? Er en bekymret over sine hjemlige forhold? Er en uforberedt? Er en sulten? Er en træt? Og samtidig ved vi jo, at der mellem linjerne foregår alt muligt andet end undervisning i et klasselokale.

Og i de spor, det faglige spor, det relationelle og tidsaspektet, som man hele tiden har i baghovedet, er det er læreren, der skal styre slagets gang. Og det er ikke nemt. Vi gør det forskelligt, os lærere, fordi vi er forskellige, men jeg synes egentlig, jeg har været god til det.

Indtil nu, i hvert fald. For hold op, hvor er det svært at lede et klasserum klokken 15:00, hvor halvdelen af ungerne er trætte, sultne, umotiverede og meget, meget hormonforstyrrede. Og hvor den anden halvdel desperat forsøger at gøre, som læreren siger. Og så når indholdet er ”lektiehjælp”, hvor jeg sådan set er uforberedt i forhold til indholdet, og der i omegnen af 20 forskellige opgaver i gang i lokalet på samme tid. Og alle vil have hjælp. På en gang. Altså på nær dem, der er på facebook, og ikke vil have at jeg opdager det. Og jeg læser opgaver, vejleder og render fra bord til bord, hvor trætte børn opfører sig mærkeligt, og viser sider af sig selv, jeg ikke havde set før.

En har taget Jacobs computer, mens han var på toilettet, og lavet et åndssvagt, men i øvrigt ret underholdende, afsnit i hans essay. En anden kigger blankt på computeren og blankt på mig og spørger: -Hvornår vi har fri? Og jeg smider tre knaldhætter ud i skolegården, fordi de ikke kan lade være med at grine, Og fægter mig gennem en tyskopgave, om noget med en lufthavn. Jeg er virkelig nederen til tysk, men eleven ser tilfreds ud. I forbifarten fanger jeg en ellers meget stræbsom ung mand, der render rundt og ikke får lavet noget. -Du skal være skrappere, siger han og ser brødbetynget på mig. Vi ved begge to godt, at det ikke giver mening. –Jeg er så træt, tilføjer han. Jeg skal nok tage mig sammen…

Og det er humlen. Eleverne er trætte. Og jeg er i sagens natur ikke forberedt på det, der foregår i lokalet. Jeg ved ikke, hvem af mine kolleger, jeg kunne lære noget af her, men det første der falder mig ind, er Clint Eastwood. Og jeg ser mig for mig, mens jeg sparker døren til klasselokalet ind med en cigar i mundvigen og en Smith & Wesson m 29 44 magnum i højre hånd, hvorefter jeg knalder min håndtaske ned i katederet.

– You see, in this world there’s two kinds of people, my friend: Those with loaded guns, and those who dig. You dig! ville jeg så sige, og se sejt på dem. Og jeg forestiller mig, at de ville sætte sig pænt og gå i gang med deres forskellige lektier, og jeg så kunne sidde bag katederet og de pænt en af gangen ville komme op og spørge mig til råds, og jeg ville venligt og overskudsagtigt forklare dem, hvad de skulle stille op med opgaven, og nikke til dem, når jeg var færdig.

Men, jeg er ikke Clint Eastwood. Jeg er bare dansklærer på en temmelig stor skole i Nordsjælland. Mine elever er tit mega-trætte, og jeg må nok bare gøre som jeg plejer; forsøge at være snusfornuftig, imødekommende, vedholdende og have et fast greb i vingebenet på dem, der har brug for det. Og så læne mig op ad mine kolleger. Og måske tage en snak med ungerne om sengetider og madpakker. Igen…

Gu’ ka’ du så, Sille…

Blogindlæg skolenindefra.dk 15. april 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

-Jamen, jeg har altså ikke lavet det… Sille ser opgivende på mig og nulrer lidt med hjørnet af bogen. Så kigger hun ned i bordet. Læreren er tydligt ikke tilfreds.

Jeg er på vej rundt ved bordene for at tjekke, at alle har lavet dagens hjemmeopgaver. Vildt old-school. Og så alligevel. Jeg har af forskellige skema-tekniske årsager vundet en 7. klasse i engelsk. Min eneste kvalifikation er, at jeg har dem til en hel masse andre fag, og at jeg er god til at tale engelsk. Det skal jeg hilse og sige er en start, men bestemt ikke en holdbar løsning.

De driller mig på lærerværelset med at min undervisning er retro, hvad den også er, fordi min eneste reference er min egen hedengangne engelskundervisning, og jeg driver rovdrift på engelsk-kollegerne, fordi jeg simpelthen ikke har didaktikken på plads. Så ja, min undervisning er old-school.

Men, at Sille ikke har lavet opgaverne, er bare ikke ok.

-Hvorfor har du ikke lavet det? Jeg glor på den blanke side, der er så frisk og ny, som da bogen forlod trykkeriet. IGEN… Der har ikke været skrevet så meget som et ord. IGEN.

Jeg ved godt, at Sille har det svært fagligt. Især i engelsk. Og i matematik… Og faktisk også i nogle andre fag. Men alligevel. Retro-læreren har delt klassen op i to hold, fordi niveauet er så forskellig i klassen. Og de kører med to forskellige ugeplaner, og opgaven, jeg havde stillet, var ikke urealistisk.

-Jamen, jeg har prøvet… forsøger Sille, men trækker så på skulderen…

-Ved du hvad? Jeg kan simpelthen ikke se, at du har prøvet. Du har ikke skrevet så meget som et bogstav. Du har ikke givet mig noget som helst at arbejde med… Hvad pokker skal vi gøre ved det? Hvordan skal du blive bedre?

-Jamen, jeg duer jo ikke til det?

-Hvorfor ikke? Er du dummere end alle de andre her i klassen?

Hun kigger rundt, og ser undskyldende på mig…

-Næææææh…

Jeg er ikke i tvivl om, at Sille har haft bogen oppe af tasken. Hun har stensikkert også kigget på siden. Men, så har modet svigtet, for hun ved allerede med sig selv, inden hun går i gang, at hun nok ikke kan. Og så er det, at man hører lidt Justin Bieber, går lidt på facebook og kigger lidt på siden igen… Og så ryger bogen ned i tasken. For Sille ved, at Sille ikke kan. Og det er dér vi starter.

-Nu får du lavet den side. Du sætter et ur på 20 minutter. Og så når du det, du kan! Jeg er ligeglad med, hvor mange fejl der er, men jeg KAN IKKE HJÆLPE DIG, hvis du kommer med blanke sider hver gang… det holder simpelthen ikke.

Sille ser vildt fornærmet ud. Og jeg føler mig rigtig væmmelig og upopulær, og jeg spekulerer på, om hun lige om lidt ringer hjem og siger, at jeg har været ond ved hende. Det kan hun godt finde på. Heldigvis har hun nogle kanon-seje forældre, der støtter op om mit arbejde. Det gør det noget nemmere, at være læreren fra helvede.

Men, hvis jeg ikke har forventninger til Sille, hvis jeg giver hende ret i, at det er synd for hende, giver hende ret i, at det hele er for svært, så kommer Sille ingen steder fagligt. Så kan vi gå i ring de næste tre år. Der skal stilles krav. Det har Sille krav på.

I år har Sille fået en rigtig engelsklærer. Af den hårde slags. Og forleden kom hun op på lærerværelset i spisepausen. Hun stod i et hjørne og forsøgte at få øjenkontakt med mig, indtil jeg vinkede hende hen til bordet.

-Hvasså, Sille?

-Jeg har lige fremlagt i engelsk, siger hun stolt og kniber munden sammen… Det er mig der skal spørge nu…

-Nåååå… Gik det ligesom sidste år, hvor du nægtede? spørger jeg og blinker til hende. Jeg ved godt, at der er noget under opsejling.

-JEG FIK SYV! buser det ud af hende… Og jeg kunne godt, foran alle sammen…

– Fantastisk, tillykke… Gu ku’ du så, Sille…

Anna duer ikke. Synes Anna…

Blogindlæg skolenindefra.dk 25. februar 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

-Jeg duer ikke til noget… tårerne presser sig på, og hun blinker et par gange. Stirrer stift frem for sig, som om at alt brister, hvis hun ser op og ser mig i øjnene. Jeg holder vejret. Hvis jeg spørger, så lukker hun måske af. Hun har været svær at komme ind på, og jeg har fat i et hjørne nu, hvor hun sidder her på gangen. Smuk og tjekket. Og sårbar som bare pokker. Jeg lægger forsigtigt hånden på hendes arm. Enten afviser hun mig nu. Eller også bliver jeg lukket ind. Der er stille et øjeblik.

-Jeg ville ønske, jeg var ligesom Emma… hulker hun pludseligt, og tårerne vælter ned af kinderne, som brød et uvejr løs.

Emma. Hun ville ønske, hun var som Emma. Og jeg får selv helt ondt i maven. Den lille krop ryster af opsparet frustration, og der går hul på den store, store pose af ”Jeg er ikke god nok”, som hun alt for længe har båret rundt som en klump i maven. Anna duer ikke. Synes Anna.

Og jeg får lov til at lægge armene om Anna, der holder hænderne for ansigtet og hulker ned på min skulder uden ord. Mascara og snot og tårer. Det hele får frit løb.

Anna er tæt på toppen, når man ser på hierarkiet i klassen. Hun er køn og populær. Hun er gevaldig velklædt og dufter så dyrt, at jeg ikke aner, hvad det er, hun dufter af. Hun er dygtig. Til alle skolefag. Drengene synes, hun er en babe. Hendes forældre er søde og veluddannede. Og positive. Og hun har aldrig rigtig oplevet andet end at være populær. Men, hun duer ikke til noget, synes hun.

Når hun får 10, så er hun ikke tilfreds. Så vil hun have 12. Når hun får 12, så mistænker hun os lærere for at give hende det af medlidenhed, eller noget. I hvert fald kunne præstationen være bedre. Det er ikke godt nok. Og hun har en sky af utilfredshed omkring sig. Selv når de andre piger flokkes om hende. Selv når hun får sine opgaver tilbage og diskret tjekker karakteren, inden hun lægger opgaven ned i tasken, til alle de andre fine opgaver.

Jeg lader hende græde. Døren til klassen bliver stille åbnet på klem. Felix stikker hovedet ud.

-Vi er næsten alle sammen færdige med opgaverne, Katja. Han kigger undrende på Anna.

-Jeg kommer lige om lidt, Felix… Vi skal lige ha styr på det her. Kan I gå i gang med næste side? Så kommer jeg lige straks…

Han nikker, og lukker døren.

Anna tørrer sig om øjnene med fingerspidserne. Det hjælper ikke noget.

-Du ligner en panda, siger jeg… Hun smiler gennem tårerne. Og jeg ved, at jeg har fat nu.

-Nu går du ud og tørrer øjnene. Så går jeg tilbage og underviser. Og så snakker vi om det her i pausen? Hun nikker og forsvinder ud på toiletterne.

Jeg smutter tilbage i klassen, hvor næsten alle er i gang med næste opgave. Et par mobiltelefoner forsvinder diskret ned i taskerne.

-Er Anna ok? Spørger Emma, og alles spørgende øjne hviler på mig.

-Mmmm… det er bare en af de dårlige dage, I ved.

Emma nikker. Hun ved godt, hvordan det er. Hende havde jeg en snak med i sidste uge. Det er ikke nemt, at være 15 år i en verden, hvor alle de andre er vildt tjekkede.