Børns værd kan ikke måles

Debatindlæg information 2. december 2014

Hvad er dit barn værd? Det er et dumt spørgsmål. Mine børn er jo værdifulde i sig selv. Som lærer kender jeg også værdien af dine børn; de er lige så meget værd som mine egne.

For mig er det en gave at tilbringe min hverdag med andre folks børn. Men det er også et stort ansvar. Vi taler sammen i min ottende klasse. Om livet, døden, ret og pligt. Vi taler om, at man er en samfundsborger, og at indflydelse er noget, man tager. Vi taler, og vi lytter.

Min klasse er fuld af aktive børn, der deltager i sport, fritidsaktiviteter, passer et fritidsjob, og nogle deltager i den offentlige debat. De er samfundet, og de er værdifulde i sig selv.

Men, flere og flere af mine timer går med at teste børnene. Jeg laver kommunale og nationale test, og test fra forskningsinstitutter, der gerne vil måle børnene. Der bliver registreret i elevplaner og trivselsskemaer for at måle udbyttet af undervisningen.

Men i de grafer og skemaer får mine elever pludselig en anden værdi. De bliver et tal i en statistik. Og mit job bliver at få dem til at tage sig bedst muligt ud i de statistikker.

Hvilke værdier?

Det er på tide, vi tager en snak om værdier. For det er tilsyneladende ikke de samme værdier, jeg og politikerne taler om. Politikerne og erhvervslivet skriger på fantasi, kreativitet og elever med lyst til at lære, men der indføres stadig test, der hverken udvikler kreativitet eller gejst.

Hvordan skal jeg måle værdien af den samtale, jeg igen og igen førte med den elev, der ikke kunne klare sit skolearbejde, men som med hjælp og støtte gennemførte alligevel? Og værdien af at turde stille sig op foran hele udskolingen og spille et instrument til en juleafslutning? Værdien af at få bevaret sin lyst til at lære?

Hvilke værdier skal vores skole overhovedet bygge på? Hvilke værdier er vi stolte af? Og hvilke nye værdier skal med ind i fremtiden? Imens vi venter, lover jeg fortsat at lære mine elever at være det, der i gamle dage kaldtes livsduelige, for jeg kender dit barns værdi.

2. december 2014

Schhhh… Her testes… Igen…

Blogindlæg 12. marts 2016 fra “Danskbloggen” folkeskolen.dk

Blækket var dårligt tørt på mit eksamensbevis, førend jeg stod i en 1. klasse på en skole i en forstad, og skulle lære 24 små børn at læse. Det viste sig dog hurtigt, at der var en del andet at gå i gang med, inden vi kunne tage fat på læsebogen. En del af dem skulle faktisk lære at sidde på en stol først. Derfor brugte jeg også en del tid på at trække dem ned fra gardinerne og op fra gulvet og ud fra toiletterne. Det lykkedes som regel, og ind i mellem blev de så også siddende på stolene. Når de så sad der, var næste udfordring, at de fleste af dem trængte til at lære en hel del dansk. Ikke lige noget jeg sådan helt havde styr på, og jeg måtte prøve mig lidt frem. Det, der hurtigt stod lysende klart for mig var, at min forestilling om at de små tandløse tingester bare sad pænt og lærte at læse, mens jeg dirigerede slagets gang i læsebogen, nok ikke havde rod i virkeligheden.Jeg brugte timer på at konstruere vendespil og ordmaskiner og skilte til alt inventaret i klassen, jagtede garvede kolleger, der gad at hjælpe, og et par af eleverne udviste da også tegn på en vis grad af læseindlæring. Men jeg anede faktisk ikke rigtig, om jeg greb tingene rigtigt an.

En dag indtraf miraklet dog: Læsevejlederen mødte op i min klasse for at lave en læseprøve! Hele seancen var omgivet af stor alvor. Eleverne og jeg blev grundigt instrueret, og jeg fik et stopur udleveret. Eleverne sad i dagens anledning artigt på stolene udstyret med farveblyanter. Og så blev vi ellers testet.

Jeg fik ”mit” resultat på læsevejlederens kontor kort tid efter. Rettet, sat ind i skemaer og præsenteret. Elev for elev. Og det var simpelthen noget af det smarteste, jeg nogen sinde havde set i mit korte lærerliv. En udførlig rapport over mit arbejde og mine fremskridt med den enkelte elev. Jeg fik råd og vist vejen videre, og ikke mindst bekræftet, at jeg trods alt havde lært et eller andet på seminariet. Og så opdagede jeg, hvor vigtigt det er, at have specialiserede kolleger, der i samspil med os andre får hverdagen på en skole til at spille med alle de aspekter, der er i undervisning. Jeg var helt sikker på, at jeg elskede test.

Forleden åbnede jeg dog min arbejdsmail. Ud over de obligatoriske mails om, at en eller anden ikke havde lagt sjippetovene det rigtige sted i gymnastiksalen, en ændret mødedato, tre forældrehenvendelser og en syndflod af sygemeldinger på elever, lå der to rykkere.

Jeg forsøgte at ignorere dem, men lider desværre af et vis mål artighed. Så jeg blev nødt til at se på dem, tænkte jeg. Det var rykkere på tests, som min klasse manglede at lave. Jeg ved faktisk ikke rigtig, hvad det er for test. Det er ikke nogen, som jeg selv som lærer overhovedet kan se en mening i at lave. Og jeg kunne godt mærke, at jeg faktisk ikke længere elsker test.

Den årlige kommunale læsetest, er jeg rigtig glad for. Og jeg er faktisk også glad for den årlige kommunale stavetest. Det er de prøver, jeg kan se en mening med i forhold til min undervisning og mit arbejde med eleven og klassen. Jeg har en læsevejleder på skolen, som jeg kan sparre med, og hvis vi mener, der er behov, kan vi vælge andre tiltag. Fx den nye ordblindetest, som jeg også synes er et fremragende tiltag, når det skønnes nødvendigt. Og kan vi så ikke stoppe her? Jeg er dansklærer. Jeg har efterhånden en del erfaring; jeg ved, hvad jeg har med at gøre. Og i de situationer, hvor jeg kan se, at jeg ikke er sikker, kan jeg læne mig op ad kompetent personale, der er specialuddannet til at vejlede og støtte mig i mit arbejde.

De nationale test, dem bruger vi tid på at øve os på, så eleverne kan blive så dygtige som de kan. Altså til de nationale test. De ligner jo ikke ligefrem noget andet, som normale mennesker udsættes for hverken i deres studie eller arbejdsliv. Og tager tid de fra undervisningen. Ligesom alle de andre test og prøver, som vi vælter os igennem i et forsøg på at måle alt og sætte det ind i skemaer.

Jeg kan hilse og sige, at kort tid efter læsetesten kom en af pigerne i den før omtalte 1. klasse og skulle vise mig noget. Jeg havde skrottet læsebogen, fordi der ikke rigtig skete noget. Jeg var ikke helt sikker på om det faktisk var bogen, der var noget galt med. I hemmelighed gik jeg og tænkte, at det faktisk godt kunne være mig, der var noget galt med. Jeg havde været dybt inde på depotet og fundet en stak gamle ”Søren og Mette-bøger”, som jeg havde udstyret klassen med. Og hun lagde sådan en Søren og Mette foran sig, satte sig ned og læste smukt og fejlfrit højt for mig. Det var et meget stolt øjeblik for os begge.

En “LORTE STIL” og en pisaundersøgelse

Blogindlæg skolenindefra.dk 26. november 2014

Af Katja Gottlieb, www.kagott.dk

En dag holdt Nikolaj simpelthen op med at komme i skole. Det var startet med lidt fravær. Og så lidt mere fravær. Og til sidst blev han altså bare væk. Han var en stille dreng, men også en på mange måder tænksom og moden dreng. Skolen havde aldrig rigtig haft førsteprioritet for ham, det var jeg klar over, men at han ligefrem at blev væk, undrede mig.

Han havde i starten af 7. klasse meddelt, at han i fremtiden så sig selv på gymnasiet. Jeg så på ham, og så en dreng, med et godt hoved, men med utrolige mængder arbejde foran sig, inden han var klar til det. Og jeg var ikke helt sikker på, at han var klar over, hvor stort et arbejde, der ventede.

Da hans stol havde stået tom i et par dage, ringede jeg igen til hans mor. Det der var startet med uoverskueligt skolearbejde, var for Nikolaj kulmineret med, at hans far havde forladt familien. Det hele ramlede sammen på én gang.

Det blev en lang vej tilbage. Vi holdt mange møder, både med Nikolaj, hans mor og uddannelsesvejlederen. Men, klart stod det, at skolen pt. var helt uoverskuelig for ham. Vi lavede en ordning, hvor Nikolaj kom i praktik et par dage om ugen, og skulle gå i skole de andre. Det var op ad bakke. Og det var ikke nemt for ham at følge med i de øvrige timer. Men, pludselig en dag lå der en stil i min indbakke på intra.

”Min LORTE STIL” stod der i emnefeltet. Og så ikke mere. Men vedhæftet var en stil, der var afleveret til tiden, og rigtig velskrevet. Den bar godt nok lidt præg af, at Nikolaj ikke havde deltaget i undervisningen. Der manglede afsnit, og sammensatte navneord havde han vist også misset lidt ud på… Men han skrev rigtig godt og vedkommende, og jeg gav ham et forsigtigt 7-tal.

Han gloede vantro på karakteren, da jeg returnerede de rettede stile. –Hvorfor har jeg fået syv? spurgte han. –Fordi din stil var til et 7-tal, svarede jeg, og forberedte mig på den brok, der tit følger med karakteren 7. Men Nikolaj smilede og hviskede ”yes”. Og fra den dag stod hans stol ikke længere tom.

Bevares, han kom for sent ind i mellem… eller ofte… Og sur var han. På sig selv, når det skete. Men han kom. Og han lavede sine ting. For det meste til tiden. Og da gik ind i det sidste halvår af 9. klasse tog Nikolaj selv initiativ til en snak om alle sine faglige huller.

Vi sad ind i mellem efter skole og arbejdede intensivt med en slags faglig førstehjælp. Og tit skrev han på facebook, når han skulle have hjælp med noget; han ville. Til afgangsprøverne klarede Nikolaj sig flottere, end både han og jeg nogen sinde havde turdet håbe på.

I foråret fik jeg en mail fra ham. Han var blevet optaget på gymnasiet. Og jeg kunne mærke, at jeg simpelthen blev så stolt af ham. Ikke fordi, han var kommet på gymnasiet, men fordi han var lykkedes med det, han ville.

Og for mig er mit møde med Nikolaj et af de møder, der betyder rigtig meget for mig i min lærergerning. Det er værdifuldt. Jeg tænker tit på ham, og jeg bliver glad, når jeg møder ham. Men, jeg spekulerer på, hvordan pokker det, der skete i Nikolajs og mit møde, nogensinde kan aflæses i en pisa-undersøgelse?