Schhhh… Her testes… Igen…

Blogindlæg 12. marts 2016 fra “Danskbloggen” folkeskolen.dk

Blækket var dårligt tørt på mit eksamensbevis, førend jeg stod i en 1. klasse på en skole i en forstad, og skulle lære 24 små børn at læse. Det viste sig dog hurtigt, at der var en del andet at gå i gang med, inden vi kunne tage fat på læsebogen. En del af dem skulle faktisk lære at sidde på en stol først. Derfor brugte jeg også en del tid på at trække dem ned fra gardinerne og op fra gulvet og ud fra toiletterne. Det lykkedes som regel, og ind i mellem blev de så også siddende på stolene. Når de så sad der, var næste udfordring, at de fleste af dem trængte til at lære en hel del dansk. Ikke lige noget jeg sådan helt havde styr på, og jeg måtte prøve mig lidt frem. Det, der hurtigt stod lysende klart for mig var, at min forestilling om at de små tandløse tingester bare sad pænt og lærte at læse, mens jeg dirigerede slagets gang i læsebogen, nok ikke havde rod i virkeligheden.Jeg brugte timer på at konstruere vendespil og ordmaskiner og skilte til alt inventaret i klassen, jagtede garvede kolleger, der gad at hjælpe, og et par af eleverne udviste da også tegn på en vis grad af læseindlæring. Men jeg anede faktisk ikke rigtig, om jeg greb tingene rigtigt an.

En dag indtraf miraklet dog: Læsevejlederen mødte op i min klasse for at lave en læseprøve! Hele seancen var omgivet af stor alvor. Eleverne og jeg blev grundigt instrueret, og jeg fik et stopur udleveret. Eleverne sad i dagens anledning artigt på stolene udstyret med farveblyanter. Og så blev vi ellers testet.

Jeg fik ”mit” resultat på læsevejlederens kontor kort tid efter. Rettet, sat ind i skemaer og præsenteret. Elev for elev. Og det var simpelthen noget af det smarteste, jeg nogen sinde havde set i mit korte lærerliv. En udførlig rapport over mit arbejde og mine fremskridt med den enkelte elev. Jeg fik råd og vist vejen videre, og ikke mindst bekræftet, at jeg trods alt havde lært et eller andet på seminariet. Og så opdagede jeg, hvor vigtigt det er, at have specialiserede kolleger, der i samspil med os andre får hverdagen på en skole til at spille med alle de aspekter, der er i undervisning. Jeg var helt sikker på, at jeg elskede test.

Forleden åbnede jeg dog min arbejdsmail. Ud over de obligatoriske mails om, at en eller anden ikke havde lagt sjippetovene det rigtige sted i gymnastiksalen, en ændret mødedato, tre forældrehenvendelser og en syndflod af sygemeldinger på elever, lå der to rykkere.

Jeg forsøgte at ignorere dem, men lider desværre af et vis mål artighed. Så jeg blev nødt til at se på dem, tænkte jeg. Det var rykkere på tests, som min klasse manglede at lave. Jeg ved faktisk ikke rigtig, hvad det er for test. Det er ikke nogen, som jeg selv som lærer overhovedet kan se en mening i at lave. Og jeg kunne godt mærke, at jeg faktisk ikke længere elsker test.

Den årlige kommunale læsetest, er jeg rigtig glad for. Og jeg er faktisk også glad for den årlige kommunale stavetest. Det er de prøver, jeg kan se en mening med i forhold til min undervisning og mit arbejde med eleven og klassen. Jeg har en læsevejleder på skolen, som jeg kan sparre med, og hvis vi mener, der er behov, kan vi vælge andre tiltag. Fx den nye ordblindetest, som jeg også synes er et fremragende tiltag, når det skønnes nødvendigt. Og kan vi så ikke stoppe her? Jeg er dansklærer. Jeg har efterhånden en del erfaring; jeg ved, hvad jeg har med at gøre. Og i de situationer, hvor jeg kan se, at jeg ikke er sikker, kan jeg læne mig op ad kompetent personale, der er specialuddannet til at vejlede og støtte mig i mit arbejde.

De nationale test, dem bruger vi tid på at øve os på, så eleverne kan blive så dygtige som de kan. Altså til de nationale test. De ligner jo ikke ligefrem noget andet, som normale mennesker udsættes for hverken i deres studie eller arbejdsliv. Og tager tid de fra undervisningen. Ligesom alle de andre test og prøver, som vi vælter os igennem i et forsøg på at måle alt og sætte det ind i skemaer.

Jeg kan hilse og sige, at kort tid efter læsetesten kom en af pigerne i den før omtalte 1. klasse og skulle vise mig noget. Jeg havde skrottet læsebogen, fordi der ikke rigtig skete noget. Jeg var ikke helt sikker på om det faktisk var bogen, der var noget galt med. I hemmelighed gik jeg og tænkte, at det faktisk godt kunne være mig, der var noget galt med. Jeg havde været dybt inde på depotet og fundet en stak gamle ”Søren og Mette-bøger”, som jeg havde udstyret klassen med. Og hun lagde sådan en Søren og Mette foran sig, satte sig ned og læste smukt og fejlfrit højt for mig. Det var et meget stolt øjeblik for os begge.

Du skal ikke tro, du er noget…

Blogindlæg skolenindefra.dk 23. januar 2016

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Der var stille, som der kun kan være til en prøve, hvor 36 15-årige sad koncentreret bøjet over tasterne, der klikkede stille i salens halvmørke. Ind i mellem strakte en enkelt sig og skævede til det store ur på væggen. Tid er noget underligt noget, når man har prøve. Den går både for hurtigt og for langsomt. Men fra Simones taster lød ingen klikken. Cursoren blinkede tavst på skærmen som hjerteslagene i et elektrokardiogram. Og så skete der ikke mere. For Simone sad pludselig i salen og græd.

– Alle de andre kan, hviskede hun. Jeg kan ikke…

Simone er ellers dygtige skolen. Rigtig dygtig. Hun ved rigtig meget om samfundet og verden. Om politik og naturvidenskab. Hun har læst bøger. Og været på museum. Og er blevet talt med. Og så er hun hurtigtopfattende. Desværre er hun også ambitiøs.

“Desværre” mener jeg ikke. Men alligevel. For selv om hun siger, at det ikke betyder så meget, så går hun meget op i, at gøre en god indsats. At forbedre sig. Hun har fra lille lært sig, at livet er et kapløb. En konkurrence. Og når man konkurrerer, er der kun en vinder. Resten er tabere. Der er kun en guldmedalje…

Simone havde ellers fået et karakterblad, man godt kunne være bekendt, med hjem inden jul. Alle tal var tocifrede. Vi havde haft en fin skolehjemsamtale, men fokus på udviklingsområder, fremtiden, det sociale og det, Simone allerede har helt styr på. Hun var glad, og hendes far så stolt på hende. Alt var som det skulle være. Bortset fra at konkurrencer burde være højdepunkter. Milepæle, hvor man får afprøvet, alt det man har trænet i de mellemliggende perioder. Konkurrencer burde ikke være permanente tilstande, hvor man yder alt hvad man kan og lidt til… Hele tiden…

Så når Simone kan skrive et essay, jeg faktisk har lyst til at læse, og kan fortolke og samtale om en roman vi har læst, hvorfor er det så, at hun skal presses helt der ud, hvor hun ender med at føle, at hun ingenting kan? Og når Simone kan vurdere hvilken læsestrategi, hun skal vælge i forhold til genre og formål med læsningen og endda er bevidst om, at træne sin læsehastighed, hvorfor er det så, at hun skal aflægge en prøve i læsning, hvor hun hun i løbet af 30 minutter skal kæmpe sig gennem en hæsblæsende læsning af fem tekster med halvtreds tilhørende afkrydsningsopgaver? En opgave der ligger så langt fra virkeligheden, at jeg er nødt til at træne eleverne i den specifikke prøveform, for at der ikke skal være alt for mange, der som Simone knækker under det pres, som den evige konkurrence lægger på dem? En konkurrence, hvor man sammenligner sit værd med sidemandens, og tjekker med resultat et på et karakterblad, der på så mange måder minder dig om, at du ikke skal tro, at du er noget.