Der er drenge… Og så er der perkersvin…

Blogindlæg skolenindefra.dk 10. december 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Latif sad oppe på kontoret. Han havde begge hænder begravet dybt i lommerne og kunne, trods sine 15 år, kun lige præcis nå gulvet med tåspidserne. Han så tvær ud.

-Hvasså der? Hva har du nu lavet? spurgte jeg. Han plejede at grine, når jeg sagde hvasså der, men tilsyneladende var han ikke i humør til lærer-jokes. Han skulede til mig med grå-grønne øjne, og trak så på skulderen. Han virkede helt opgivende.

Latif var blevet leveret på klassens dørtrin året før. Han mindede mest om en arabisk udgave af Orla Frøsnapper, og han havde da også nået at frekventere de fleste folkeskoler i miles omkreds, og karrieren som skoleelev havde været kort de fleste steder. Udbyttet havde været tilsvarende ringe, men til gengæld kunne han samtlige unoder i slynglernes håndbog. Til stor underholdning for klassekammeraterne, men ind i mellem havde jeg mest lyst til at vikle ham ind i gaffa-tape fra top til tå; så forstyrrende kunne han være.

Den seneste tid havde dog budt på massive forbedringer i forhold til Latifs skolegang. Han var faldet til ro. Sikkert noget med alderen. Men også fordi, han var faldet godt til i klassen. Og så småkærestede han lidt med Maria, som altid lavede lektier. Han havde fornylig afleveret sin første problemregning til stor overraskelse for alle, og han var begyndt at tale om, at man måske kunne blive elektriker, når nu skolen snart var slut. Det tegnede rigtig godt med Latif. Så det var lidt underligt at finde ham på skolelederens kontor igen nu.

Endnu mere underligt var det, at der lå en klage fra en dame i nabolaget. Klagen gik på, at en gruppe drenge med Latif i spidsen havde truet hende i spisefrikvarteret i går. Hun truede med at politianmelde Latif. Jeg var helt paf. Og han klemte læberne fast sammen. Han nægtede at svare på vores ellers meget rare skoleleders spørgsmål. Latif skævede til mig.

-Nu bliver jeg smidt ud igen… hviskede han… Hans underlæbe dirrede, og en stor tåre løb ned ad kinden på ham.

-Vel gør du ej, sagde skolelederen, men du bliver simpelthen nødt til at fortælle, hvad der er sket…

Latif tørrede kinden med ærmet…

-Jeg er ikke stikker, snøftede han, og det løste sådan set meget hurtigt problemet. Latif dækkede over nogen. Og jeg vidst lige præcis, hvem det var.

10 minutter senere sad Thomas, Lukas og Søren på kontoret. Søren, der havde været på kontoret adskillige gange i løbet af sin skoletid, var uimponeret i gang med at æde en romkugle, men de to andre var lidt trykkede; at ”komme på kontoret” er stadig noget, der kan lægge en dæmper på de fleste hanekyllinger. Men, da de først fik fat i, hvorfor de var blevet hentet, var det en noget anden historie, der kom for dagen.

De fire knaldhætter havde været på vej i centeret i spisefrikvarteret. På to cykler. Ikke smart, men på den anden side ikke helt nok til en politianmeldelse. Humøret havde været højt, og kørslen havde nok været lidt vild. Og havde vist også foregået lidt i den forkerte side af vejen. Det indrømmede Søren uden at blinke. På et tidspunkt havde drengen passeret en ældre dame, der åbenbart var blevet irriteret på dem på grund af deres kørsel.

Det kan man sådan set godt forstå, men drengene svor, at de ikke havde været i nærheden af hende. Hun havde råbt efter dem, og Søren, der er rapkæftet, havde kaldt hende ”Sure kælling”. Latif, som ellers kan lidt af hvert, havde forsøgt at dæmpe Søren. Det havde damen tilsyneladende ikke opfattet. Hun havde i stedet benyttet lejligheden til at lukke al sin opsparede galde ud over Latif.

-Og hun kaldte ham PERKERSVIN! sagde Thomas forarget. Perkersvin! Skrid hjem, hvor du kommer fra.

Sådan. En nydelig ældre dame, der var ude at lufte sit fede gadekryds. Latif havde på intet tidspunkt truet hende. Det eneste han havde gjort, var at være en umulig knægt på 15, der havde det sjovt med sine venner. Og det var ikke Søren, hun havde klaget over. Det var Latif.

Sådan er verden; der er drenge. Og der er perkere… Racisme er tilsyneladende blevet helt legitimt. Jeg oplever gang på gang, at mine tosprogede elever bliver udsat for at helt almindelige mennesker trækker perkerkortet over for dem. Latif skal opføre sig ordentligt, som alle mulige andre, men det er godt nok op ad bakke. Og bakken er tilsyneladende dobbelt så lang, når man hedder Latif i stedet for Søren.

Wallah. Jeg forsøger at hjælpe alle…

Blogindlæg skolenindefra.dk 1. december 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Socialisering finder sted i mødet med andre. Altså, man kan sige, I socialiseres i de forskellige fællesskaber, I indgår i…

– Nååååh, ligesom nu? udbryder Malou, da ti-øren falder. Sascha ved siden af tager notater, som om der er gået ild i blyanten, og Max nikker. Vi er ved at have talt os ind på begrebet socialisering nu.

Bagerst i klassen sidder Albert. Og Özcan. Ingen af dem gav udtryk for, at de ikke forstod begrebet socialisering, da jeg spurgte før. Özcan råbte ligefrem “ja-ja, vi har styr på det”…

De sidder begge med hver deres computer. Tilsyneladende er de i gang. Men, jeg kender dem godt, og er ikke overbevist. Jeg holder øje med dem, mens jeg cirkulerer ved gruppebordene. De stirrer begge intenst på skærmene. Fingrene danser rundt på piletasterne. De spiller…

Da jeg nærmer mig, lukker Albert lynhurtigt skærmen ned, så jeg ikke skal se, at han laver noget andet.

Özcan derimod har ikke set noget som helst. Han spiller Tetris. Jeg klapper skærmen ned.

-Årh mand! beklager han sig højlydt, og griner til mig…

-Hvorfor laver du ikke det, jeg har bedt dig om?

Han slår ud med armene, og klikker med tungen. Det betyder nej…

-Jamen… Jeg forstår det ikke…

-Så må vi jo se på det igen, siger jeg lægger an til at servere den mest forenklede udgave af begrebet socialisering… Igen… Özcan har svært ved at koncentrere sig. Og han skal tit lige have det en gang eller to til.

Ovre hos Malou og Max og Sascha går det ud over stepperne. De har gang i en diskussion om dobbelt-socialisering.

– Katja! Kom lige når du har tid, kalder Malou. Jeg nikker

– Øjeblik…

Hvis jeg går fra Özcan nu, så sidder han og spiller computer igen, så snart jeg vender ryggen til. Hvis jeg ikke hjælper Malous gruppe, så får de måske ikke udfoldet deres potentiale.

Özcan glor op i loftet. Albert ved siden af prøver at se ud som om, han laver noget. Han venter bare på, at jeg går.

-Forklar mig nu med dine egne ord, hvad jeg sagde, Özcan…

-Men, det kan jeg ikke.

-Ok, så forklar mig, hvad du ikke forstår?

-For jeg forstår ikke det der fællesskab, siger han og ser opgivende på mig.

Og jeg er slået helt tilbage til start. Özcan forstår ikke en gang det begreb, jeg har anvendt i forsøget på at få ham til at forstå et andet begreb. Min fejl. Men et glimrende billede på virkeligheden i en skoleklasse. En virkelighed der ligger langt fra de letkøbte hurra-visioner, der udtænkes som løsninger på folkeskolens udfordringer.

Özcan er tosproget. Han har et “hjemmesprog” og et “udesprog”. Umiddelbart når vi lærere taler med ham, fungerer han fint. Man skal dog ikke kratte særlig dybt, før man støder på de første knaster. Han forstår ikke, hvad vi siger. Ikke en gang når jeg forsøger at tage højde for det.

Malous forældre er akademikere. Hun drøner derudaf, har forståelse for akademisk sprog, og et ordforråd, der gør, at hun fanger nye begreber hurtigt.

Özcan har gået i specialklasse. Han har fået en skæv skolestart. For et par år siden, da inklusionstoget tordnede gennem landets folkeskoler, sad han pludselig i en normalklasse. Det er godt for Özcan. Og skidt for Özcan. Godt, at han ikke er ekskluderet. Men skidt, fordi jeg ikke er i stand til at hjælpe ham nok. Han er en blandt 26 elever. Jeg er ikke ekspert i dansk som andetsprog. Og slet ikke god til specialundervisning. Og det er det, Özcan skal have.

Skoledagen er blevet lang. Længere end Özcan kan kapere. Han kommer tit for sent om morgenen. Og han er ved at falde død om kl 11:30. Ind i mellem forsvinder han, når han ikke orker mere.

Eleverne skal nu kunne, hvad de før kunne i 9. klasse, allerede i 8. klasse. Özcan er langt fra at kunne præstere alderssvarende. Hvis han får sine 02’ere i prøven dansk og matematik, så han kan få en erhvervsuddannelse, har han fået en flink censor. Malous største udfordring er, om hun får plads på det ene eller det andet gymnasium.

At differentiere undervisningen, så jeg rammer både Malou og Özcan, er i praksis umuligt.

At forestille sig, at Özcan profiterer af en skolereform, der på ingen måde møder ham der, hvor han skal mødes for at komme godt videre i livet, er direkte dumt. Om Malou får noget udbytte er spørgsmålet, men hun skal nok klare sig. Det gør børn som Malou.

Når vi nu er så optagede af, at skolen skal gøre alle børn dygtige, skal vi så ikke indrette den, så alle børn har mulighed for at blive det?

Verdens mest irriterende elev og verdens mest nyuddannede lærer

Blogindlæg skolenindefra.dk 2. februar 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Min karriere som lærer startede på en skole med næsten 80% to-sprogede, på trods af at jeg aldrig havde hørt om dansk som andetsprog på seminariet. Jeg var også blevet lærer i en 1. klasse, på trods af at jeg anede, at mine kompetencer primært lå i udskolingen. Der ud over var jeg blevet udstyret med et grusomt skema, hvor jeg i et helt år løb fra afdeling til afdeling og forsøgte at finde ud af, hvordan man underviste i fag, jeg ikke havde haft, siden jeg selv gik i folkeskole. Børnene og kollegerne var søde; det værste var, at tackle socialsager så tunge, at mit hjerte næsten ikke kunne bære det. Velkommen til folkeskolen.

Min første klasse var en mundfuld. Og jeg var meget i tvivl om, hvorvidt jeg greb læseindlæringen rigtigt an. Jeg frygtede, at det en dag ville blive afsløret, at jeg tilsyneladende ikke havde lært noget som helst på seminariet. Hvad jeg stillede op med krigs-traumatiserede forældre, var heller ikke lige noget jeg havde forstand på, og i det hele taget var mødet med folkeskolen voldsomt.

Der var en pige i klassen, der var noget så irriterende, syntes jeg. Hun hed Hanin. Hun rendte i rumpen på mig og ville helst stå klinet op ad mig i frikvartererne. Hun forsøgte at konversere med mig, som var hun en gammel dame, og samtidig lavede hun en bjerg af ulykker, løj om det og lavede aldrig sit hjemmearbejde. Og jeg var ved at få pip.

I løbet af det efterår begyndte hun at ringe hjem til mig. Det var i de gode gamle dage, hvor forældrene fik mit nummer, så de kunne ringe i krisetilfælde. Det nummer var på en eller anden måde kommet i Hanins besiddelse, og jeg skal love for, at hun brugte det flittigt. Og en lørdag morgen, hvor jeg havde smidt alt, hvad jeg havde i hænderne for at nå telefonen, nåede jeg min smertegrænse.

-Det er Hanin, pippede en lille stemme i telefonen…

-Du må altså holde op med at ringe, Hanin. Det er lørdag. Og jeg har fri…

-Jamen, jeg kan altså ikke huske, hvaffor nogle sider vi skulle læse? Jeg kunne høre, et barn der græd i baggrunden, og sukkede.

-Er din mor hjemme?

-Neeej, hun kan ikke snakke….

Mandag morgen var jeg helt vildt træt af Hanin, allerede da jeg mødte hende. Hun derimod er helt vildt ivrig for at vise mig noget hun har skrevet i sit hæfte derhjemme i weekenden. Og også at hun har læst de der sider, hun havde for. Og jeg forsøgte at forholde mig til hende, men det var svært at lyde overbevisende positiv.

I spisepausen mødte jeg tilfældigvis talepædagogen. Hun havde tidligere været tilknyttet klassen, og spurgte til, hvordan det gik, og alle mine frustrationer over det her pigebarn, der ikke artede sig, som hun skulle, væltede ud.

-Og jeg kan ikke få hendes mor til at forstå, at børnene ikke skal ringe hjem til læreren, spruttede jeg arrigt.

Hun så på mig…

-Ved du godt, at hendes mor er psykisk syg?

Og i det øjeblik faldt puslespillet på plads for mig. Midt på den lange, brune gang en mandag formiddag. Og talepædagogen fortalte mig om en psykisk syg mor, der var alene med en børneflok, hvoraf Hanin var den ældste. At hun passede sine små søskende og til tider også sin mor. Lavede mad og varmede sutteflasker. Og den lille pige, der også var en gammel dame, gav pludselig mening.

Jeg kom pludselig i tanke om en sætning, jeg kan huske fra en artikel, jeg læste i psykologi på seminariet; det er den voksne, der er den professionelle. Så noget havde jeg da lært på seminariet.

Det blev min indgang til at skabe en ny historie om Hanin; en god historie. Behøver jeg lave en krølle om vigtigheden af at fortælle de gode historier? Både i skolen og om skolen? Vi får ofte den virkelighed, vi selv fortæller…