Viktor alene i verden

Blogindlæg skolenindefra.dk 23. november 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Han står og trykker sig op ad væggen i opgangen, da jeg er på vej op til time. Viktor. Kønne, populære Viktor. Jeg kender ham ikke særlig godt. Jeg har kun klassen et par timer om ugen, og har først fået dem i 9. klasse, men han har været kontaktsøgende lige fra det øjeblik, jeg trådte ind i klassen.

Han er en af de elever, der sidder på bagerste række og har et usynligt net spændt ud i klassen. Pigerne sender ham lange blikke. Drengene søger hans accept. Hans tøj er dyrt. Hans øjne er vagtsomme. Opmærksomme. Han loddede mig lynhurtigt, da jeg trådte ind i klassen, lagde bøgerne på katederet og sagde; ”Hvazzå’ der 9.B… Skal vi få lavet lidt kristendom?” Og jeg blev godkendt. Det kunne jeg godt se.

Og nu står han så der i halvmørket.

-Hvad så Viktor? Skal du ikke til time?

Han kigger sig over skulderen.

-Må jeg… øh… spørge dig om noget? spørger han stille…

Det er der kun et svar på. Hellere komme fem minutter for sent, end at lade en, der er i nød, stå alene tilbage i en trappeopgang. Jeg nikker. Han har blanke øjne.

-Kan man gøre en pige gravid første gang? hvisker han. Han slikker sig nervøst om munden, og jeg er ikke i tvivl om, at det har krævet stor overvindelse for ham at stille mig spørgsmålet. Det er blodig alvor, det her…

Og hvor ringe mine evner end er inden for feltet seksualundervisning, må jeg tage Viktors bekymring på mig. Det stikker formentlig dybere dybere, end det umiddelbart ser ud til. Og jeg tager hul på samtalen, går op og sætter hans klasse i gang, og så finder vi et tomt lokale, hvor vi kan få snakket.

Og Viktor snakker, da vi først kommer i gang. Han er slet ikke til at stoppe. Og tårerne sprøjter ud af hovedet på ham. En dreng, der er helt alene i verden. En dreng, hvis far aldrig er hjemme. En dreng, hvis mor har travlt med alt muligt andet. En 16-årig dreng, der har alt i verden. Undtagen sine forældres opmærksomhed.

-Der er ingen, der taler med mig, hulker han, og jeg henter toiletpapir på wc’et og stikker hovedet ind i klassen, hvor alle arbejder, som de skal, mens de ind i mellem skæver til døren, for at se, hvor Viktor og læreren bliver af. Men ingen spørger. De ved godt, at verden ind i mellem må vente.

Viktor er alene i verden. Men han er ikke den eneste i verden. Ind i mellem bliver jeg helt tung om hjertet ved tanken om de ensomme teenagere, der er ladt i stikken, og driver rundt uden mål og med. Når jeg beder forældrene støtte op om deres børn, siger de:

-Helt ærligt, han er jo 16 år. Han skal jo selv kunne klare det?

-Hun er jo næsten voksen, og hun har jo så travlt med at hun kan klare det hele selv… Eller

-Hvordan skal han ellers kunne klare gymnasiet?

Eller en hel masse andet, hvor essensen er, at de fralægger sig ethvert ansvar.

Men, når man kun er 16 år, kan man ikke klare sig selv. Man kan ikke altid holde styr på lektierne selv. Få styr på de andengradsligninger, der driller. Tage de første famlende skridt i halvmørket med en kæreste, uden en at tale med. Tro på, at man kan, når man føler sig ligegyldig.

Så tal med dem, for pokker. Tal med dem, selv om de er umulige, dovne og dumme. Tal med dem og elsk dem. Alene i verden er der ingen, der skal være. Og slet ikke ham, der ligger inde på sit værelse bag de nedrullede gardiner og ser tv…

Anna duer ikke. Synes Anna…

Blogindlæg skolenindefra.dk 25. februar 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

-Jeg duer ikke til noget… tårerne presser sig på, og hun blinker et par gange. Stirrer stift frem for sig, som om at alt brister, hvis hun ser op og ser mig i øjnene. Jeg holder vejret. Hvis jeg spørger, så lukker hun måske af. Hun har været svær at komme ind på, og jeg har fat i et hjørne nu, hvor hun sidder her på gangen. Smuk og tjekket. Og sårbar som bare pokker. Jeg lægger forsigtigt hånden på hendes arm. Enten afviser hun mig nu. Eller også bliver jeg lukket ind. Der er stille et øjeblik.

-Jeg ville ønske, jeg var ligesom Emma… hulker hun pludseligt, og tårerne vælter ned af kinderne, som brød et uvejr løs.

Emma. Hun ville ønske, hun var som Emma. Og jeg får selv helt ondt i maven. Den lille krop ryster af opsparet frustration, og der går hul på den store, store pose af ”Jeg er ikke god nok”, som hun alt for længe har båret rundt som en klump i maven. Anna duer ikke. Synes Anna.

Og jeg får lov til at lægge armene om Anna, der holder hænderne for ansigtet og hulker ned på min skulder uden ord. Mascara og snot og tårer. Det hele får frit løb.

Anna er tæt på toppen, når man ser på hierarkiet i klassen. Hun er køn og populær. Hun er gevaldig velklædt og dufter så dyrt, at jeg ikke aner, hvad det er, hun dufter af. Hun er dygtig. Til alle skolefag. Drengene synes, hun er en babe. Hendes forældre er søde og veluddannede. Og positive. Og hun har aldrig rigtig oplevet andet end at være populær. Men, hun duer ikke til noget, synes hun.

Når hun får 10, så er hun ikke tilfreds. Så vil hun have 12. Når hun får 12, så mistænker hun os lærere for at give hende det af medlidenhed, eller noget. I hvert fald kunne præstationen være bedre. Det er ikke godt nok. Og hun har en sky af utilfredshed omkring sig. Selv når de andre piger flokkes om hende. Selv når hun får sine opgaver tilbage og diskret tjekker karakteren, inden hun lægger opgaven ned i tasken, til alle de andre fine opgaver.

Jeg lader hende græde. Døren til klassen bliver stille åbnet på klem. Felix stikker hovedet ud.

-Vi er næsten alle sammen færdige med opgaverne, Katja. Han kigger undrende på Anna.

-Jeg kommer lige om lidt, Felix… Vi skal lige ha styr på det her. Kan I gå i gang med næste side? Så kommer jeg lige straks…

Han nikker, og lukker døren.

Anna tørrer sig om øjnene med fingerspidserne. Det hjælper ikke noget.

-Du ligner en panda, siger jeg… Hun smiler gennem tårerne. Og jeg ved, at jeg har fat nu.

-Nu går du ud og tørrer øjnene. Så går jeg tilbage og underviser. Og så snakker vi om det her i pausen? Hun nikker og forsvinder ud på toiletterne.

Jeg smutter tilbage i klassen, hvor næsten alle er i gang med næste opgave. Et par mobiltelefoner forsvinder diskret ned i taskerne.

-Er Anna ok? Spørger Emma, og alles spørgende øjne hviler på mig.

-Mmmm… det er bare en af de dårlige dage, I ved.

Emma nikker. Hun ved godt, hvordan det er. Hende havde jeg en snak med i sidste uge. Det er ikke nemt, at være 15 år i en verden, hvor alle de andre er vildt tjekkede.

Tårer og teenagere… Noget om at trives…

Blogindlæg fra skolenindefra.dk 17. januar 2015

Af Katja Gottlieb, www.kagott.dk

Min 8. klasse er sammen med en af parallelklasserne i gang med projekt om kulturpolitikken i Helsingør Kommune. Drønspændende. Der bliver arbejdet intenst i den lokale billedskoles lokaler. Filmet, malet og skrevet. Og ungerne knokler derudaf.

-Ved du, hvad vi skal på fredag? Pigerne fra min 8. klasse smiler og ser op fra deres arbejde, da jeg går forbi. De er i gang med at bygge en model af Helsingørs tomme værftshaller, som de mener bør indrettes til skøjtehal og aktivitetshus. Et par piger arbejder i andre grupper, men de fleste af klassens ti piger er i fuld sving i samme gruppe. Noget der havde været utænkeligt for et halvt år siden. Karoline sætter et langt stykke malertape fast i håret på Nicoline. De griner.

-Nej, hvad er det, I skal? spørger jeg.

-Vi skal spise sammen…. Og sove sammen… Altså de fleste af os. De ser meget stolte ud. Og en lægger armen om en anden. Det er nogle skønne piger.

-Det lyder godt nok hyggeligt, svarer jeg. Kommer alle?

-Altså, alle kommer og spiser. Men Line og Sofie kan ikke sove der. De skal noget andet. Vi skal være hjemme hos Cecilie.

Jeg er imponeret. Lidt rørt og mægtig stolt af dem. For et halvt år siden var de mere eller mindre uvenner alle sammen. Vejen herhen har været lang, og jeg var ved at give lidt op. For der var hele tiden noget i vejen. Og de var tit kede af det.

Helt galt gik det tidligere i år, da vi skulle på lejrskole. 10 piger skulle dele to bornholmske feriehytter med 4-6 sovepladser. Drengene gik ”drenge-agtigt” til opgaven og mente, at de sagtens selv kunne fordele sig. Det gjorde med matematisk præcision og meget nøgternt.

Jeg havde meddelt pigerne, at jeg nok skulle lave grupperne. Det gjorde de bare alligevel uden om mig, og så var alle mere eller mindre utilfredse. Desuden kan teenagepiger tilsyneladende ikke ligge alene. Næh, men skal ”sove sammen med nogen”, og alle kan ikke sove sammen med den samme, når der er to senge i et værelse.

Der blev grædt og råbt. Og jeg blev skældt ud. Og snakkede, og tørrede tårer, og talte igen. Og jeg nåede både at indkalde en kollega, der er ekspert i at arbejde med relationer og konflikter, og at give en opsang, som mine elever nok ville kalde en skideballe. Men, i hvert fald blev pigerne på et eller andet tidspunkt enten så trætte af at høre på os, eller så inspirerede, at de selv løste, den tilsyneladende uløselige knude. De fordelte sig nok så nydeligt i to huse, og de kom hjem fra Bornholm som de bedste veninder og klassekammerater.

Jeg er selv forældre og ved, hvor frustrerende det er, at have en grædende teenager, der er ekskluderet fra fællesskabet. Det gør så ondt. Og jeg ved godt, hvordan pigerne havde det, når de hele tiden at blev uvenner. Men jeg er også lærer, og jeg ved, at man ikke kan lære noget, hvis man skal bruge sin energi på at navigere i det sociale hver dag, når man møder i skole. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre.

Folkeskoleklassen er for mange af os et af de fælleskab, vi vil have tilbragt længst tid i næstefter vores familie. Og for at få en succesfuld skolegang er vi nødt til at lære at fungere i det fællesskab. Klassen er et lille samfund, hvor vi lærer at begå os, løse vores konflikter og bidrage til hinanden. Intet menneske er jo en ø. Vi skal alle ud på arbejdspladser og i sammenhænge, hvor vores sociale kompetencer er vigtige. Og vi er alle vigtige i det fællesskab, og vi skal alle have lyst til at bidrage. Vi skal have livsmod.

Så sideløbende med alt det fagligt målbare, så skal vi i skolen hver dag sørge for, at eleverne får rum og støtte til at udvikle deres sociale kompetencer og lyst til at deltage i samfundet. Og det arbejde laver vi med glæde ude i klasserne hver dag. Det kan ikke måles direkte i en test, men det er grundlaget for meget af det andet faglige, der finder sted i skolen. Og grundlaget for hele vores samfund.

 

En “LORTE STIL” og en pisaundersøgelse

Blogindlæg skolenindefra.dk 26. november 2014

Af Katja Gottlieb, www.kagott.dk

En dag holdt Nikolaj simpelthen op med at komme i skole. Det var startet med lidt fravær. Og så lidt mere fravær. Og til sidst blev han altså bare væk. Han var en stille dreng, men også en på mange måder tænksom og moden dreng. Skolen havde aldrig rigtig haft førsteprioritet for ham, det var jeg klar over, men at han ligefrem at blev væk, undrede mig.

Han havde i starten af 7. klasse meddelt, at han i fremtiden så sig selv på gymnasiet. Jeg så på ham, og så en dreng, med et godt hoved, men med utrolige mængder arbejde foran sig, inden han var klar til det. Og jeg var ikke helt sikker på, at han var klar over, hvor stort et arbejde, der ventede.

Da hans stol havde stået tom i et par dage, ringede jeg igen til hans mor. Det der var startet med uoverskueligt skolearbejde, var for Nikolaj kulmineret med, at hans far havde forladt familien. Det hele ramlede sammen på én gang.

Det blev en lang vej tilbage. Vi holdt mange møder, både med Nikolaj, hans mor og uddannelsesvejlederen. Men, klart stod det, at skolen pt. var helt uoverskuelig for ham. Vi lavede en ordning, hvor Nikolaj kom i praktik et par dage om ugen, og skulle gå i skole de andre. Det var op ad bakke. Og det var ikke nemt for ham at følge med i de øvrige timer. Men, pludselig en dag lå der en stil i min indbakke på intra.

”Min LORTE STIL” stod der i emnefeltet. Og så ikke mere. Men vedhæftet var en stil, der var afleveret til tiden, og rigtig velskrevet. Den bar godt nok lidt præg af, at Nikolaj ikke havde deltaget i undervisningen. Der manglede afsnit, og sammensatte navneord havde han vist også misset lidt ud på… Men han skrev rigtig godt og vedkommende, og jeg gav ham et forsigtigt 7-tal.

Han gloede vantro på karakteren, da jeg returnerede de rettede stile. –Hvorfor har jeg fået syv? spurgte han. –Fordi din stil var til et 7-tal, svarede jeg, og forberedte mig på den brok, der tit følger med karakteren 7. Men Nikolaj smilede og hviskede ”yes”. Og fra den dag stod hans stol ikke længere tom.

Bevares, han kom for sent ind i mellem… eller ofte… Og sur var han. På sig selv, når det skete. Men han kom. Og han lavede sine ting. For det meste til tiden. Og da gik ind i det sidste halvår af 9. klasse tog Nikolaj selv initiativ til en snak om alle sine faglige huller.

Vi sad ind i mellem efter skole og arbejdede intensivt med en slags faglig førstehjælp. Og tit skrev han på facebook, når han skulle have hjælp med noget; han ville. Til afgangsprøverne klarede Nikolaj sig flottere, end både han og jeg nogen sinde havde turdet håbe på.

I foråret fik jeg en mail fra ham. Han var blevet optaget på gymnasiet. Og jeg kunne mærke, at jeg simpelthen blev så stolt af ham. Ikke fordi, han var kommet på gymnasiet, men fordi han var lykkedes med det, han ville.

Og for mig er mit møde med Nikolaj et af de møder, der betyder rigtig meget for mig i min lærergerning. Det er værdifuldt. Jeg tænker tit på ham, og jeg bliver glad, når jeg møder ham. Men, jeg spekulerer på, hvordan pokker det, der skete i Nikolajs og mit møde, nogensinde kan aflæses i en pisa-undersøgelse?