I regnearkets tidsalder

Blogindlæg skolenindefra.dk 12. november 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Min far holdt historietidsskriftet SKALK, da jeg var barn. Et lille blad, der på hvidt papir bragte artikler om oldtidsfund og mere eller mindre bizarre emner som stenalderlige hjerneoperationer og kortspil fra middelalderen. Jeg læste det altid med stor interesse. På bagsiden var trykt en tidslinje, hvor en vej strakte sig op gennem historien fra de tidligste tider til nutiden.

I sommer fandt jeg i en museumsbutik et sted i Jylland den tidslinje trykt som plakat, og jeg købte den med genkendelsens glæde, sammen med en pose tilsyneladende historiske bolsjer, som min søn ikke kunne leve uden. Jeg købte den lidt fordi, der er et grimt hul i væggen i min klasse. Men mest af alt, fordi jeg gerne vil bevidstgøre mine elever om kronologien og de brede linjer i historien. Det er vigtigt at vide, hvor man kommer fra. Jeg ved ikke, om de ser på den ind i mellem. Jeg ser på den.

Som lysende øer i historien står tidsaldre, hvor menneskeheden har skabt noget stort og enestående. Noget, de har givet videre til os i dag. Noget, der har betydning for den måde, vi lever vores liv på den dag i dag. Fx demokratiet i Athen 500 år fvt. Forståeligvis ikke demokrati, som vi kender det i dag, men et demokrati, som har dannet kimen til det, der er grundstammen i vores vestlige samfund i dag.

Eller 1700-tallets oplysningstid; en tid hvor troen på den menneskelige fornuft sejrede, hvor videnskab og kunst blomstrede, og man forstod, at barnet bliver udviklet i overensstemmelse med de påvirkninger, det udsættes for i sin opvækst. Tanker, der har præget pædagogikken helt til i dag.

Ind i mellem øer af oplysning og storhed, er der dog mudrede pøle af begivenheder, der enten helst vil glemmes, eller er så usle, at menneskeheden aldrig glemme.

Fælles for alle historiske perioder er, at det er eftertiden, der dømmer fortiden. Det er eftertiden, der ser tilbage, fremhæver det, den vil huske, og tier resten ihjel. Det er eftertiden der navngiver, uanset om vi taler om antikken eller ”mørk” middelalder. Vi sætter vores præg, men mindet er op til eftertiden. Vi, der går på historiens vej, får en stafet, og vi giver noget videre, når vores tid er slut… på godt og ondt.

Jeg er en af dem, der går på den vej. Siden om side med alle jer andre. De fleste af os går her ikke som Columbus eller Christian den fjerde, men bare som en af de mange navnløse, der gik på den vej et sted i tiden. Ind i mellem spørger mine elever mig, hvad den tid, vi nu lever i, kommer til at blive kaldt. Og det eneste svar jeg har er, at det må tiden vise.

Men jeg tænker ind i mellem, at vi lever i exell-alderen. Og et eller andet sted er det måske en af de pletter på det historiske kort, som vi helst vil glemme. Om det bliver en tid, vi bør glemme, er en anden sag. Børn bliver stadig dannet i overensstemmelse med de påvirkninger, de udsættes for i løbet af deres opvækst. Hvad mon vi giver videre? Og hvad mon vi ser, når vi en dag ser tilbage? Vil vi være stolte af den vej, vi gik?

Ikke for skolen…

Blogindlæg skolenindefra.dk 1. novender 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Han holder vejret et øjeblik og skæver til mig. Han er sprut-rød i hovedet og blankøjet. Et øjeblik ser det ud til at lykkes. Så får han øjenkontakt med Victor på den anden side af bordet. Han vrikker næsten umærkeligt med øjenbrynene. Og så flækker både Victor og Magnus af grin. De ligger nu ind over bordet og historiebøgerne og hulker af grin. Magnus hiver t-shirten op og tørrer øjnene.

-Undskyld, fniser Magnus, men begynder at grine igen. Også selvom jeg er rigtig god til sådan at rynke øjenbrynene sammen og se strengt på 15-årige drenge, der har latterkramper og ligger fortabt i hormonrus en helt almindelig tirsdag eftermiddag. Kong Haralds kumler har heldigvis stået i 1000 år. De kan nok stå lidt endnu.

Jeg dropper de rynkede bryn, og sender Knold og Tot ud til en lufter, og de forsvinder lynhurtigt og bemærkelsesværdigt samarbejdsvilligt ud af klassen. Jeg kan høre den ene hyle som en brunstig chimpanse gennem den lukkede dør. Og jeg kan ikke lade være med at grine lidt for mig selv.

Vi kender dem alle sammen. De, der var umodne, useriøse eller usynlige, da vi gik i skole. 20 år senere, når man render på en af dem, har de klaret sig vildt godt her i livet. Hvad var det lige, der skete? Jo, der skete det, at folkeskolen gav dem et godt fundament med på vejen. Det er nemlig det folkeskolen kan. Og så blev der bygget oven på efterhånden som de fortsatte deres vej genne uddannelsessystemet. Efterhånden som de voksede til og fandt deres interesser. Deres vej gennem livet. Deres plads i samfundet.

Alle, der arbejder med mennesker, ved, at mennesker er forskellige. Derfor skal undervisning tilrettelægges, så det så vidt muligt rammer den enkelte elev. For mennesker modnes forskelligt. Lærer forskelligt og lever forskelligt. Og folkeskolen er det sted, hvor vi får basiskundskaber og et fælles fundament med os, når vi rejser videre ud i verden for at lære og specialisere os.

Det er mærkeligt, at denne fælles forståelse tilsyneladende ikke spiller en rolle, når vi taler skole. Hvor og hvordan det hysteri vi i øjeblikket oplever omkring folkeskolen er opstået, kan man sikkert skrive lange afhandlinger om. Men det virker underligt, at vi har flyttet vores fokus fra det, der er vigtigt for vores sammenhængskraft; det, at vi i folkeskolen får en forståelse for samfundet som et fællesskab, vi alle er en del af.

I stedet taler vi kun målbar kunnen, svinger pisken over elever, der nu skal lære i 8. klasse, hvad de tidligere først lærte i 9. klasse. Og det mine elever i gennem en årrække har lært i 9. klasse, det mødte jeg først i gymnasiet. Vi er i frit fald.

Jeg kan garantere for, at Magnus og Victor ikke får en hujende fis ud af at jeg tvinger dem til at forholde sig til en meget stor sten, der står på en kirkegård i Jylland, mens hormonerne raser rundt i kroppen på dem, som en flok køer på græs første forårsdag. I værste fald kommer de til at hade historiefaget og skolen. Og Jellingstenen… Og det ville jeg være ked af. Men, jeg skal nok få dem med. For de kan nemlig godt li at gå i skole. Ligesom langt de fleste andre danske skoleelever. Og det er godt. For, det vi lærer i skolen er ikke for skolen, men for livet.

Bliver det sjovt, hvis jeg tager et klovnekostume på?

Blogindlæg skolenindefra.dk 17. oktober 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Der er godt gang i en telefon ved et af gruppebordene i klassen. Jeg ved godt, at der vist nok har været fest i weekenden. Og jeg ved godt, at når man har taget, de første skridt ind i en hel ny verden af fester og kærester, er det som med naturkræfter; intet i verden kan holde en 14-årig tilbage. Dansk grammatik er ret langt nede på populærlisten.

-Nu lægger du telefonen ned i tasken, Sille. Ellers kommer den op på kontoret resten af dagen. Min stemme er skarp, og Frederikke ved siden af ruller med øjnene. Sille skynder sig at skrive færdig, mens hun skæver til mig.

-Jamen, jeg skal lige… forsøger hun, inden hun forstår, det er alvor. I stedet for at lægge telefonen i tasken, lægger hun den på bordet foran sig med skærmen nedad. Der ligger den som en magnet foran hende. Og hun kan næsten ikke lade den være. Og nej, jeg samler ikke telefoner ind i starten af timen; vi bruger dem i undervisningen. Fx har vi ikke længere papirordbøger. Det forventes fra kommunens side, at alle elever anvender en onlineordbog. De elever, hvis computer er i udu, bruger også deres telefoner i reparationsperioden.

Jeg kan ikke hamle op med det, der sker på facebook i min undervisning. Det kan man jo sige sig selv. Når man lige har kysset den første kæreste til en fest i weekenden, eller når Mark fra parallelklassen har drukket to breezers og lavede en sjov dans, og Albert filmede den og delte den på facebook, så er det da klart vigtigere for en 14-årig, at passe sine relationer, at like og dele, og måske kommentere. Sådan er det. Og jeg forstår og respekterer det.

Uanset, hvor kreativt jeg tænker i forhold til min undervisning, så kan jeg ikke hamle op med alt det, der sker i fritiden. Det hele er bare et klik væk. Man kan også spørge sig selv, om jeg skal hamle op? Jeg har lavet grammatikpuslespil og ordklasse-stafet og fluesmækkerløb. Og ja, det er sjovt. Men der er altså noget, der kræver træning, træning og atter træning. Jeg fattede det først selv, da jeg fik latin i gymnasiet. Der var ingen genvej, kun at terpe. Og det var røvsygt. Men, jeg kan stadig nogle af bøjningerne på rygraden. Og hvad skal jeg med dem? Jo, latin var grundlaget for, at jeg overhovedet forstod dansk grammatik.

Jeg synes, det er en kedelig tendens, at al god skolegang fra politisk hold italesættes som sjovt og anderledes og spændende. Ikke fordi jeg synes, at skolegang skal være pinefuld og kedelig. Men fordi at denne ”sjove, anderledes og spændende” skolegang stilles op som træningens modsætning. Samtidig med, at uanset hvad du præsenterer en 14-årig for i skolemæssig sammenhæng, så er det bare ikke sådan, man i 8. klasse definerer spændende. Jeg kan slæbe dem med på nok så mange kunstmuseer, klippe historiske perioder ud i puslespilsbrikker, der skal sættes sammen på tid, jeg kan besøge Byrådssalen og invitere en journalist fra Dagbladet på besøg og fortælle om læserbreve. Det er skole, det bliver skole, og den 14-årige står undrende tilbage: Hvor bliver alt det anderledes og spændende af, som jeg er blevet lovet?

For mig som lærer er denne retorik ærgerlig, og helt klart et produkt af, at man ikke ved, hvordan god undervisning opstår. Der er mange andre aspekter ved at gå i skole. Det er også i skolen man skal lære arbejdsmoral. Man skal lære, at hvis man vil noget, så må man arbejde for det. Vi kan ikke hele tiden zappe videre, hvis noget bliver kedeligt. Tabeller og kommaregler, kommer altså ikke af sig selv, fordi man knokler rundt i et lokale med en fluesmækker. Det er et super supplement, men kan i min optik ikke stå alene. Når man har skrevet essay, skal man lære, at man skal læse korrektur, inden man fiser videre ud over stepperne. Hvordan skal en generation, der er vokset op på mottoet ”sjovt, hurtigere, videre” gennemføre en videregående uddannelse, der kræver fordybelse? Eller varetage et arbejde, der ikke altid er hylende underholdende? Vi ved godt, hvordan man varierer undervisningen. Så kan vi ikke tale om noget andet end ”sjov, anderledes og spændende” hele tiden?

1. april -Hver dag…

Blogindlæg skolenindefra.dk 1. april 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Jeg hoppede kun på en enkelt aprilsnar her til morgen. Den var så god, at jeg gerne ville tro på den. En hyggelig bekendt havde tilsyneladende fået job i Edinburgh… Og jeg blev helt misundelig et øjeblik, da jeg mærkede eventyrets vingesus, og så følte jeg mig så tilpas dum, som man nu gør, når man er hoppet på en aprilsnar. Bagefter sad min kæreste og jeg og drak morgenkaffe og grinede af de forskellige tossede overskrifter, som dagen bød på.

”Borgerservice i København søger en efterretningsagent, var det ikke noget?” foreslog han…

Og nationalmuseet var tilsyneladende i gang med at bekæmpe et EU-direktiv om afskaffelse af vikingetiden. Sjovt.

”Hvad tror du Folkeskolen, har fundet på?”

Han navigerede hurtigt over på vores fagblad hjemmeside, og så sad vi der og gloede på Folkeskolens hjemmeside… Skuffede. Tilsyneladende ikke nogen aprilsnar.

”Kan det være den her?” spurgte han så, og pegede på en overskrift, der bekendtgjorde, at undervisningsministeren nu puslede med ideer om, at der skulle indføres tysk fra 0. klasse. Jeg trak lidt på det. Jeg vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle svare. Det lød tilpas tosset. Men, på den anden side; det er der faktisk ret meget der gør, når man arbejder i folkeskolen.

Fx lød det helt åndsvagt, den gang de politiske partier opfandt et nyt fag, der tilsyneladende ikke var fag, men skulle hedde understøttende undervisning. Hvad det fag dækkede over, var der ingen der vidste, og de forslag, man blev præsenteret for, gjorde langt de fleste lærere i forvejen. Altså bare i den almindelige undervisning. Og så var tanken endda, at man kunne sætte en, der ikke havde været til stede i den pågældende undervisning, til at understøtte den undervisning, på en ny og kreativ måde… Det er da lige til en aprilsnar.

Og hvad med den syndflod af test og prøver, der er skyllet ind over skolen alene de seneste år? Bliver grise tungere af at blive vejet? Ikke så vidt jeg ved. Og hvordan reagerer danske skoleelever så på at blive testet hele tiden? Jo, fx som et par af drengene i min klasse, der var ved at omkomme af grin under en trivselstest. Da adspurgt om, hvad det morsomme var, lød svaret: ”Nu har vi svaret, at du mobber os!”. Og vi siger tak for test og prøver til anarkistiske danske unger. Det er da også lige til en aprilsnar, konstant at teste børn, der har lært at tænke selv fra de var små.

Og så har jeg slet ikke nævnt alle de forslag, der vælter ud om, at skolen skal undervise i alt fra lystfiskeri til porno. Det har jeg allerede skrevet et blog-indlæg om, så i stedet vil jeg runde af med, at folkeskoleloven fra 2001 til 2010 blev ændret 28 gange. Hvor mange ændringer, der har fundet sted fra 2010 til i dag, kan jeg kun gisne om. Faktum er, at folkeskolen har mere brug for arbejdsro end nogen siden. Folkeskolen skal udvikle sig, men det ville være på sin plads, at man satte en langsigtet plan, og man så stod sammen om den plan, på tværs af partiskel og på trods af skiftende regeringer. Og hvis man så satte nogle folk med indsigt i skoleområdet til at udforme den plan, så kan det være, at det ligefrem gav mening, det vi foretog os i den danske folkeskole.

I hvert fald ville en overskrift som:

Folketingets partier er blevet enige om, at stå sammen om folkeskolen.

En kreds af fagfolk er udpeget til at lave en langsigtet plan. Folkeskolen får arbejdsro.

desværre nok blive betragtet som en aprilsnar af de fleste lærere.

Det Danmark, jeg kender

Blogindlæg skolenindefra.dk 4. januar 2015

Af Katja Gottlieb, www.kagott.dk

Jeg gjorde det sgu. Jeg sad og surfede nyheder. Hele nyhedssiden var rammet ind af en massiv reklameblok, hvor ordene ”Det Danmark du kender” stædigt blinkede til mig. Fra topfeltet smilede statsministeren, og en lille tekst lokkede med, at man kunne ”afspille filmen”. Jeg vidste godt, hvad det var for en film. Og jeg havde besluttet mig for, at jeg ikke gad at se den. For jeg havde hørt nytårstalen… Og så trykkede jeg altså alligevel play.

Og jeg ved ikke, om jeg blev så meget klogere på, hvordan statsministerens Danmark ser ud, men jeg tror ikke, vi står i det samme udsigtstårn.

Det Danmark jeg kender, er bygget op gennem mange år. Af mine forfædre; både dem der var her i forvejen, og dem der kom til på et eller andet senere tidspunkt i historien, slog sig ned, blev en del af samfundet og bidrog til det. Og på et tidspunkt kom jeg også til. Lærte, at man skal yde, før man kan nyde, og lærte, at vi har rettigheder og pligter.

Og i det Danmark, jeg kender, kom jeg i skole. Og jeg lærte noget i skolen, men mest af alt lærte jeg, at skolen er for livet. For vores skole ikke er en serviceinstitution, men en kulturbærende institution, som vores samfund er bygget op omkring. Derfor er målbare, faglige resultater ikke det eneste jeg lærte, men dannelse og livsduelighed var vigtige mål i sig selv.

I det Danmark, jeg kender, tog jeg en uddannelse, passede mine studiejobs og fik et arbejde, da tiden kom. Og jeg blev offentligt ansat, meldte mig ind i en fagforening og lærte, at vi i Danmark har en lang tradition for at arbejdsgivere og arbejdstagere indgår overenskomster til gavn for hele arbejdsmarkedet.

Og jeg lærte, at det offentlige og det private samarbejder i en vekselvirkning. At den særegne danske model gør, at vi både har den fleksibilitet, der skal til for at arbejdsgiverne kan afskedige ansatte i perioder med færre jobs, men også den sikkerhed, der gør, at ingen skal gå fra hus og hjem, fordi der i en periode er jobmangel.

Og i det Danmark, jeg kender, regner vi dem, der med Grundvigs ord har ”for modersmålet øre og for fædrelandet ild” for danske, uanset baggrund. Og her fik jeg mine børn, der på papiret er nok så danske, men har intet mindre en fem nationaliteters blod rullende i deres årer. Og de voksede til og kom i skole. I det Danmark, de kender.

I det Danmark, jeg kender, er det folket, der udgør nationen. Er det er os, der trods forskellig baggrund og livsopfattelser, har valgt et demokrati, hvor vi taler os tilrette, og indretter samfundet til mest mulig gavn for alle. I det Danmark jeg kender, er det folket, der er Danmark.

”Jeg vil altid gøre det, jeg tror, er bedst for Danmark,” sagde statsministeren. Og jeg undrede mig, mens reklamen rullede sig ud på skærmen. Og jeg huskede, at vi har en statsminister, der tror, at børn bliver klogere af at være mere sammen med uforberedte lærere. Og jeg undrede mig igen over, at man baserer udviklingen af et samfund på ”synsninger” og ikke på viden. Og jeg lukkede statsministerens valg-reklame ned. Jeg vil ikke give køb på det Danmark, jeg kender. Og jeg tror, vi er mange nok…

Noget om krav, karakterer og nu også lystfiskeri…

Blogindlæg skolenindefra.dk 23. november 2014

Af Katja Gottlieb, www.kagott.dk

Kaffen er stærk og varm. Og jeg har sovet længe. Klokken er 7:12 og jeg kravler tilbage i seng, for at starte dagen med søndagens nyheder. Jeg kommer dog ikke så langt, før kaffen ryger i den gale hals!

“Sæt lystfiskeri på skemaet!” lyder en overskrift i dagens Jyllandsposten. Under overskriften er et frisk foto af vores fødevareminister, der næppe har fået kåret stegt flæsk som nationalret, før han kaster sig over lystfiskeri. Dejligt, at der sker noget… Men, helt ærligt? Lystfiskeri?

Jeg overvejer et øjeblik, hvordan det gik sidst, jeg var ude at fiske? Jeg husker ryggen af en koloenorm gedde, der kæmpede til det sidste, mens den trak robåden af sted gennem en svensk skovsø, som var det Loch Ness-uhyret, jeg havde på krogen! Jeg var skrækslagen.

Alene af den grund, kan det godt være, at der er en anden kollega, der må tage sig af det der fiskeri, hvis vi nu også skal til at undervise i det. For sportsforeningerne har slet ikke tid til at komme ud på skolerne, selvom politikerne tror det. Så vil jeg overveje alt det andet, vi også bliver opfordret til at sætte på skemaet. Mindfullness. Privatøkonomi. Sang. Iværksætteri. Innovation. Programmering. Homoseksualitet. Sundhed. Ghana… You name it!

I og for sig gode forslag. Vigtige forslag. Alt sammen. Men, hvor ville det være dejligt, hvis der var lidt sammenhæng mellem de meget modsatrettede krav vi møder i vores dagligdag bag landets katedre. Jeg kan garantere for, at man ikke i en eneste national test kan aflæse, at klassen har arbejdet med lystfiskeri. At man ikke i en eneste af de alenlange kvalitetsrapporter, som hvert år bliver udarbejdet, så man sort på hvidt kan aflæse skolernes karaktergennemsnit, kan se effekten af at have arbejdet med lystfiskeri.

Personligt har jeg rigeligt at se til, fordi politikerne i min kommune har besluttet, at karaktergennemsnittet skal hæves med en halv karakter. Samtidig skal jeg inkludere børn, som jeg ikke engang er sikker på, at jeg kan få til at bestå! I sig selv modsatrettede krav.

Vi vil så gerne herude. Slagte geder. Fiske. Undervise i grænser og innovation og demokrati. Kunne vi så ikke aftale, at politikerne finder ud af, hvad det er, de vil med folkeskolen?