Vi risikerer at tabe de unge

Debatindlæg bragt i politiken 7. oktober 2015

af KATJA GOTTLIEB, LÆRER

MIN DATTER er 15 år og går i 9. klasse. Og lige nu er vi ved at tale valg af gymnasium.Jeg har taget mange notater til et forældremøde, så jeg ved, at min datter skal udfylde en uddannelsesplan på nettet.Jeg har også nogenlunde styr på datoer.Men derudover har jeg ikke styr på særlig meget vedrørende hendes valg af ungdomsuddannelse.Jeg er endda lærer.Oven i købet i en 9.-klasse. Og jeg tror ikke, det står meget anderledes til ved køkkenbordene i mine elevers hjem, hvor deres forældre i disse dage forsøger at rådgive, det bedste de har lært. Og måske skal jeg lige tilføje, at det ser ud, som om de fleste af mine elever gerne vil i gymnasiet. Ligesom min datter.At dømme efter situationen ved de køkkenborde, som jeg umiddelbart har adgang til, ser det ud, som om der er et stykke vej til målsætningen om, at 25 procent af eleverne i 2020 skal vælge en erhvervsuddannelse lige efter folkeskolen. Og jeg tror, at vejen dertil bliver lang. For man har valgt at beskære den uddannelsesvejledning, mine elever traditionelt har fået, kraftigt. Så kraftigt, at man kun får adgang til individuelle samtaler med en uddannelsesvejleder, hvis man af klasselæreren er erklæret ikkeuddannelsesparat; måske i en idé om, at man godt selv kan beslutte, om man vil være tømrer eller ingeniør, hvis man er vurderet uddannelsesparat? Jeg kan huske, at jeg selv i en alder af 15 ikke havde det fjerneste begreb om, hvilken retning mit fremtidige arbejdsliv skulle tage. Jeg ville helst være Disneytegner, men luftede aldrig rigtig planerne, da det sikkert ville være slået hen som tosserier. I hvert fald blev jeg som så mange andre indskrevet på det lokale gymnasium.Da jeg var en skovl til matematik, men dygtig til sprog, blev jeg sproglig student. Og derfra gik det slag i slag.Min erfaring med at vejlede unge i valg af uddannelse bliver i høj grad et produkt af mine egne erfaringer. Jeg ved ikke nok om, hvordan jeg skal vejlede, hvis jeg skal gøre det kvalificeret; sådan er det jo.Det samme gælder helt sikkert for mine elevers forældre, der nu agerer vejledere, så godt som de kan. I mange tilfælde sikkert uproblematisk, men i mange tilfælde i blinde. Og får man så startet på den uddannelse, der er den rigtige? Det må tiden vise. Men der er en grund til, at vi har fagfolk.Undervisningsministeren nedsætter nu en arbejdsgruppe, der skal se på muligheden for at skabe større sammenhæng mellem folkeskolen og ungdomsuddannelserne, med henblik på at bevare de unges motivation, men også så de unge bliver klædt på til at vælge uddannelse og vælge rigtigt. Mens arbejdsgruppen arbejder, kan man se på, om vi på nogen måde kan nå at styrke og bevare den store ekspertise, der gennem en årrække er opbygget i uddannelsesvejledningen rundtomkring i landet? Hvis ikke risikerer vi at tabe mange unge i svinget.

 

Han er super til tetris, men ikke uddannelsesparat…

Blogindlæg fra skolenindefra.dk

Christian er mægtig sød. Han er 14. Han er høflig. Og så er han luddoven. Han laver simpelthen en minimal-indsats som udgangspunkt hver gang. Hver evig eneste gang. Det meste af timen går med at forsøge at være mest mulig på facebook. Eller spille tetris. Eller se videoer på youtube. Eller noget andet, som ikke har noget med skolearbejdet at gøre. Når jeg nærmer mig hans plads, lukker han lynhurtigt vinduet ned, og sidder så med det vindue åbent, som han skulle have arbejdet i. Han undgår for en hver pris øjenkontakt med mig, når jeg kommer for tæt på. Bare lade som ingen ting, så opdager hun det nok ikke, er mantraet. Så siger han, med lidt for høj stemme, et par ord, som har lidt relation til arbejdet. Så tror han nemlig, at jeg tror, at han arbejder.

Men efter 16 år i gamet, så kan jeg lugte det langt væk. Han stirrer intenst på skærmen, når han spiller tetris. Man kan se på hans øjne, der sitrer, og hans fingre, der tæsker løs på piletasterne, at han spiller. Man kan se på de små rytmiske ryk med hovedet, og den høretelefon han har lusket ind under trøjen og op i øret, at han ser youtube-videoer. Hvor dum tror han lige, jeg er?

Og Christian lyver. Han vil hellere dø, end at indrømme, at han lavede noget andet. Når jeg fanger ham ved vingebenet, slår han ud med armene og ruller med øjnene. Han peger på skærmen og ryster på hovedet. Hvad tror jeg om ham? Han sidder her og laver det, han skal. Han har bare ikke skrevet så meget, fordi han tænkte… Duuuuh…

Christian er umoden. 8. klasse lakker mod enden. Og Christian skal uddannelsesparathedsvurderes. Og jeg har dælen duleme svært ved at se, at han skal blive klar til en ungdomsuddannelse efter 9. klasse. Men Christian vil så gerne i gymnasiet. Ligesom sin storesøster, siger hans far og ser på Christian, når vi har skolehjemsamtale. Jeg foreslår, at Christian kommer en tur forbi 10. klasse. Der kan nå at ske meget med hans modenhed på et år. Men, der kan ikke nå at ske så meget med de faglige mangler, han har, hvis han ikke snart begynder at samarbejde.

Christian har nemlig ikke lært noget om rigtig mange ting. Hans far kan ikke forstå, at jeg giver dem et essay for, uden at have undervist i hvordan man skriver sådan et? Og der er da også noget med matematikken? Jeg har undervist i, hvordan man skriver et essay, men det kan Christian ikke huske. Måske var jeg syg? siger han så, og skæver til sin far. Jeg nævner alle de essays, klassen har arbejdet med. I flere omgange endda. Christian siger –Nååååh, ja, men det kan jeg altså ikke lige huske… Og det kan jeg faktisk godt forstå.

Jeg vurderer, at Christian ikke er uddannelsesparat i forhold til, at han vil i gymnasiet. Lige som jeg vurderer, at Emma, der passer sine ting, men ikke har den fjerneste anelse om, hvad retning hendes liv skal tage, når hun forlader 9. klasse, ikke er uddannelsesparat. Og lige som jeg gør med resten af de næsten 30% af min ottende klasse, der har massivt brug for uu-vejledning. Resten vil stort set alle sammen i gymnasiet og kan fint blive klar til at komme det.

Det er svært at vurdere, om 14-årige er uddannelsesparate i 8. klasse. Men, det har altid indgået i vores arbejde med afgangsklasserne. Christian har selvfølgelig vores særlige opmærksomhed. Det ville han også have haft før uu-vejledningen blev beskåret. Nu bliver jeg bare nødt til at erklære ham ”ikke uddannelsesparat”, for at kunne få et samarbejde op at stå med uu-vejlederen omkring ham. Og at resten vil i gymnasiet, det kan vi så ikke gøre så meget ved. For mor og far er nu en gang de nærmeste til at vejlede. Og det kan de da sagtens klare. Hvis man altså fra politisk hold er lige glad med, at så mange på hver årgang vælger en gymnasial uddannelse.