Bliver det sjovt, hvis jeg tager et klovnekostume på?

Blogindlæg skolenindefra.dk 17. oktober 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Der er godt gang i en telefon ved et af gruppebordene i klassen. Jeg ved godt, at der vist nok har været fest i weekenden. Og jeg ved godt, at når man har taget, de første skridt ind i en hel ny verden af fester og kærester, er det som med naturkræfter; intet i verden kan holde en 14-årig tilbage. Dansk grammatik er ret langt nede på populærlisten.

-Nu lægger du telefonen ned i tasken, Sille. Ellers kommer den op på kontoret resten af dagen. Min stemme er skarp, og Frederikke ved siden af ruller med øjnene. Sille skynder sig at skrive færdig, mens hun skæver til mig.

-Jamen, jeg skal lige… forsøger hun, inden hun forstår, det er alvor. I stedet for at lægge telefonen i tasken, lægger hun den på bordet foran sig med skærmen nedad. Der ligger den som en magnet foran hende. Og hun kan næsten ikke lade den være. Og nej, jeg samler ikke telefoner ind i starten af timen; vi bruger dem i undervisningen. Fx har vi ikke længere papirordbøger. Det forventes fra kommunens side, at alle elever anvender en onlineordbog. De elever, hvis computer er i udu, bruger også deres telefoner i reparationsperioden.

Jeg kan ikke hamle op med det, der sker på facebook i min undervisning. Det kan man jo sige sig selv. Når man lige har kysset den første kæreste til en fest i weekenden, eller når Mark fra parallelklassen har drukket to breezers og lavede en sjov dans, og Albert filmede den og delte den på facebook, så er det da klart vigtigere for en 14-årig, at passe sine relationer, at like og dele, og måske kommentere. Sådan er det. Og jeg forstår og respekterer det.

Uanset, hvor kreativt jeg tænker i forhold til min undervisning, så kan jeg ikke hamle op med alt det, der sker i fritiden. Det hele er bare et klik væk. Man kan også spørge sig selv, om jeg skal hamle op? Jeg har lavet grammatikpuslespil og ordklasse-stafet og fluesmækkerløb. Og ja, det er sjovt. Men der er altså noget, der kræver træning, træning og atter træning. Jeg fattede det først selv, da jeg fik latin i gymnasiet. Der var ingen genvej, kun at terpe. Og det var røvsygt. Men, jeg kan stadig nogle af bøjningerne på rygraden. Og hvad skal jeg med dem? Jo, latin var grundlaget for, at jeg overhovedet forstod dansk grammatik.

Jeg synes, det er en kedelig tendens, at al god skolegang fra politisk hold italesættes som sjovt og anderledes og spændende. Ikke fordi jeg synes, at skolegang skal være pinefuld og kedelig. Men fordi at denne ”sjove, anderledes og spændende” skolegang stilles op som træningens modsætning. Samtidig med, at uanset hvad du præsenterer en 14-årig for i skolemæssig sammenhæng, så er det bare ikke sådan, man i 8. klasse definerer spændende. Jeg kan slæbe dem med på nok så mange kunstmuseer, klippe historiske perioder ud i puslespilsbrikker, der skal sættes sammen på tid, jeg kan besøge Byrådssalen og invitere en journalist fra Dagbladet på besøg og fortælle om læserbreve. Det er skole, det bliver skole, og den 14-årige står undrende tilbage: Hvor bliver alt det anderledes og spændende af, som jeg er blevet lovet?

For mig som lærer er denne retorik ærgerlig, og helt klart et produkt af, at man ikke ved, hvordan god undervisning opstår. Der er mange andre aspekter ved at gå i skole. Det er også i skolen man skal lære arbejdsmoral. Man skal lære, at hvis man vil noget, så må man arbejde for det. Vi kan ikke hele tiden zappe videre, hvis noget bliver kedeligt. Tabeller og kommaregler, kommer altså ikke af sig selv, fordi man knokler rundt i et lokale med en fluesmækker. Det er et super supplement, men kan i min optik ikke stå alene. Når man har skrevet essay, skal man lære, at man skal læse korrektur, inden man fiser videre ud over stepperne. Hvordan skal en generation, der er vokset op på mottoet ”sjovt, hurtigere, videre” gennemføre en videregående uddannelse, der kræver fordybelse? Eller varetage et arbejde, der ikke altid er hylende underholdende? Vi ved godt, hvordan man varierer undervisningen. Så kan vi ikke tale om noget andet end ”sjov, anderledes og spændende” hele tiden?

Noget om udlicitering og autoritetsproblemer

Blogindlæg skolenindefra.dk 1. maj 2015

Af Katja Gottlieb www. kagott.dk

-Det er simpelthen ikke i orden, det her… Jeg er små-sur, og de tre piger i gruppen skæver fornærmet til hinanden. Populær er jeg langt fra nu.

Den seneste uge har vi arbejdet med folkedrab, og vi har brugt alle mine 12 lektioner i klassen på at fordybe os i emnet, og det hele skal munde ud i en fremlæggelse. Det er eksamensstof, og grupperne skal sørge for at udarbejde noter om deres emne til hinanden.

En gruppe af drengene har været holdt i kort snor under arbejdet. Det hele ender hurtigt i fjolleri, når de skal arbejde selvstændigt. Det er noget af en mundfuld at differentiere mellem de fagligt mest selvkørende elever, der får rigtig meget ud af at arbejde projektorienteret, og de mest umodne, der slet ikke kan navigere i de frie rammer. Men, drengene har fået lavet noget, måske belært af tidligere smuttere og en skrap lærer. De står og krammer en lidt forkølet planche om Stalin, men de har virkelig taget sig sammen. Klassen roser drengen for at have lavet så meget denne gang. Drengene står stolte og rødkindede og modtager rosen.

Men Anna, Emma og Frida kan ikke fremlægge. De har sådan set hævdet, at de var i gang hele ugen. Jeg har opsøgt dem og vejledt dem i arbejdet. De havde styr på det, sagde de. Jeg kunne godt nok ikke lige se, hvad de havde skrevet i onsdags, for det lå på Emmas computer, som hun havde glemt hjemme. Men, de havde skrevet rigtig meget. Derfor mente de, at de sagtens kunne bruge onsdag eftermiddags fire lektioner på at interviewe folk i gågaden. Noget de fik lov til. Rygtet sagde dog, at de havde været på cafe i stedet. Det konfronterede jeg pigerne med, og de benægtede, selvom de andre piger i klassen kunne fremvise fotos på instagram, der afslørede noget andet.

-Det holder ikke, det her! Jeres klassekammerater har arbejdet hele ugen på at lave et oplæg til jer, og noter I kan bruge, hvis I skal til eksamen. Og I møder op og kan ikke fremlægge bare en lille bitte smule. Det er ikke i orden! Kan I i det mindste ikke lige se på det, og så fremlægge for klassen senere?

Anna ruller med øjnene, og Emma glor surt ud af vinduet. Frida, der trods alt plejer at have et vist ambitionsniveau begynder på en længere forklaring om, at hendes computer var gået ned… Hun gør ikke sætningen færdig. Regel nummer et er, at man sørger for, at alle i gruppen har alle materialer, netop hvis noget skulle gå galt… Hun ved godt selv, at de ikke har lavet noget som helst hele ugen.

-Fint. I laver et oplæg OG noter til klassen klar til på næste mandag. Så har I en hel uge. Og så må I holde oplægget der. Jeg skriver hjem og orienterer jeres forældre. Og så må I fremover ikke bare møde op og lade som ingen ting. Frida nikker. Anna sender Emma et blik, som kan dræbe.

Senere samme eftermiddag sætter jeg mig til tasterne for at skrive hjem til de tre pigers forældre. De vil gerne holdes orienteret, siger de altid. Og det er måske oplagt, at man i hjemmet lige tager en snak om forventningerne til skolegangen hos tre 9. klasses piger, der alle vil videre i gymnasiet.

Men, jeg når ikke så langt. Langt, langt de fleste af de forældre, jeg arbejder sammen med, er suverænt seje forældre. Men, ind i mellem knækker filmen lidt, som i dag; der ligger der en alenlang klage fra Annas far i indbakken. Annas far synes, jeg har været meget urimelig i min behandling af pigernes manglende arbejdsindsats. Især fremhæver han, at det er for dårligt, at jeg har nægtet pigerne at fremlægge. Jeg bliver helt træt. Der ligger også en mail fra min viceinspektør, der oplyser, at Emmas mor har ringet til skolens kontor og beklaget sig over mig. Frida, der godt ved, at den ikke var god, har selvfølgelig ikke ringet hjem.

I dag kan jeg læse på facebook, at en politiker fra Liberal Alliance, beklager sig over, at lærerne  skriver hjem og beder forældrene om at træde i karakter. Det er en udlicitering af lærergerningen, mener han, og tilføjer, at lærere i dag har et autoritetsproblem. Det er jeg ind i mellem enig i. Altså det med autoritetsproblemet. Men, de eneste jeg ind i mellem har autoritetsproblemer med, er de ganske få forældre, der gør deres børn en bjørnetjeneste af dimensioner, ved ikke selv at lade dem stå på mål for deres handlinger.  Jeg kan fint finde ud af at være en autoritet. Hvis jeg får lov. Og så bruger jeg de sidste tre kvarter af min forberedelsestid på at besvare klager, i stedet for at forberede noget undervisning til klassen.

Gu’ ka’ du så, Sille…

Blogindlæg skolenindefra.dk 15. april 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

-Jamen, jeg har altså ikke lavet det… Sille ser opgivende på mig og nulrer lidt med hjørnet af bogen. Så kigger hun ned i bordet. Læreren er tydligt ikke tilfreds.

Jeg er på vej rundt ved bordene for at tjekke, at alle har lavet dagens hjemmeopgaver. Vildt old-school. Og så alligevel. Jeg har af forskellige skema-tekniske årsager vundet en 7. klasse i engelsk. Min eneste kvalifikation er, at jeg har dem til en hel masse andre fag, og at jeg er god til at tale engelsk. Det skal jeg hilse og sige er en start, men bestemt ikke en holdbar løsning.

De driller mig på lærerværelset med at min undervisning er retro, hvad den også er, fordi min eneste reference er min egen hedengangne engelskundervisning, og jeg driver rovdrift på engelsk-kollegerne, fordi jeg simpelthen ikke har didaktikken på plads. Så ja, min undervisning er old-school.

Men, at Sille ikke har lavet opgaverne, er bare ikke ok.

-Hvorfor har du ikke lavet det? Jeg glor på den blanke side, der er så frisk og ny, som da bogen forlod trykkeriet. IGEN… Der har ikke været skrevet så meget som et ord. IGEN.

Jeg ved godt, at Sille har det svært fagligt. Især i engelsk. Og i matematik… Og faktisk også i nogle andre fag. Men alligevel. Retro-læreren har delt klassen op i to hold, fordi niveauet er så forskellig i klassen. Og de kører med to forskellige ugeplaner, og opgaven, jeg havde stillet, var ikke urealistisk.

-Jamen, jeg har prøvet… forsøger Sille, men trækker så på skulderen…

-Ved du hvad? Jeg kan simpelthen ikke se, at du har prøvet. Du har ikke skrevet så meget som et bogstav. Du har ikke givet mig noget som helst at arbejde med… Hvad pokker skal vi gøre ved det? Hvordan skal du blive bedre?

-Jamen, jeg duer jo ikke til det?

-Hvorfor ikke? Er du dummere end alle de andre her i klassen?

Hun kigger rundt, og ser undskyldende på mig…

-Næææææh…

Jeg er ikke i tvivl om, at Sille har haft bogen oppe af tasken. Hun har stensikkert også kigget på siden. Men, så har modet svigtet, for hun ved allerede med sig selv, inden hun går i gang, at hun nok ikke kan. Og så er det, at man hører lidt Justin Bieber, går lidt på facebook og kigger lidt på siden igen… Og så ryger bogen ned i tasken. For Sille ved, at Sille ikke kan. Og det er dér vi starter.

-Nu får du lavet den side. Du sætter et ur på 20 minutter. Og så når du det, du kan! Jeg er ligeglad med, hvor mange fejl der er, men jeg KAN IKKE HJÆLPE DIG, hvis du kommer med blanke sider hver gang… det holder simpelthen ikke.

Sille ser vildt fornærmet ud. Og jeg føler mig rigtig væmmelig og upopulær, og jeg spekulerer på, om hun lige om lidt ringer hjem og siger, at jeg har været ond ved hende. Det kan hun godt finde på. Heldigvis har hun nogle kanon-seje forældre, der støtter op om mit arbejde. Det gør det noget nemmere, at være læreren fra helvede.

Men, hvis jeg ikke har forventninger til Sille, hvis jeg giver hende ret i, at det er synd for hende, giver hende ret i, at det hele er for svært, så kommer Sille ingen steder fagligt. Så kan vi gå i ring de næste tre år. Der skal stilles krav. Det har Sille krav på.

I år har Sille fået en rigtig engelsklærer. Af den hårde slags. Og forleden kom hun op på lærerværelset i spisepausen. Hun stod i et hjørne og forsøgte at få øjenkontakt med mig, indtil jeg vinkede hende hen til bordet.

-Hvasså, Sille?

-Jeg har lige fremlagt i engelsk, siger hun stolt og kniber munden sammen… Det er mig der skal spørge nu…

-Nåååå… Gik det ligesom sidste år, hvor du nægtede? spørger jeg og blinker til hende. Jeg ved godt, at der er noget under opsejling.

-JEG FIK SYV! buser det ud af hende… Og jeg kunne godt, foran alle sammen…

– Fantastisk, tillykke… Gu ku’ du så, Sille…

Bolle under “boller”, kryds under “jeg”…

Blogindlæg skolenindefra.dk 14. december 2014

Det var en sjov time forleden. Det var det. Vi skulle lige repetere verballed og subjekt… Udsagnsled og grundled, eller kryds og bolle, om man vil… Nu er det jo ikke mig, der har fundet på, at det er en god ide at lægge undervisning helt ud i ydertimerne. De er sgu lidt trætte i sådan en 8. klasse her sidst på eftermiddagen, sådan nogle teenagere. Og hvis jeg havde haft ordentlig tid til at forberede mig, så havde jeg nok fundet på en lidt sjovere måde at repetere grammatik på. Men, nu har jeg altså ikke længere så meget forberedelsestid. Og så er der kun én måde. Og det er mig, der underholder ved tavlen.

En rigtig god huskeregel er, at der i sætningen ”Jeg boller” skal bolle under boller og kryds under jeg. Og så hyler hele klassen af grin. Hvem glemmer det?

-Hvilken tid står udsagnsleddet i?… Sccchhh… Læg telefonen væk… Og ti stille nede bag ved. Det er ved tavlen, det foregår nu… Jacob?

-Nutid

-Fint, hvad nu hvis det havde stået i grundformen? Er det i alle former, et udsagnsord tager udsagnsled?

-Hva mener du?

-Hvis der havde stået ”Tobias kan godt lide at…”

-Bolle, skriger en frisk fyr…

Alle griner igen. Også mig. Den havde jeg næsten selv bedt om.

-Scccchhh… Nej…. ”at cykle”. Er vi enige om, at ”at cykle” er et udsagnsord?

-Jamen, så er det ”kan”, der er udsagnsleddet, svarer Tobias…

-Fint… Scchhhhh… Nicoline, slå lyden af din telefon og læg den væk. Ellers skal jeg nok holde den for dig.

-Hva nu hvis det er: ”Jeg knepper” råber en nede fra hjørnet. Han har ikke rakt hånden op…

-Ræk hånden op! Så er det selvfølgelig det samme. Slå op på side 4 og lav opgaverne der… Jeg går rundt og hjælper…

-Katja! Katja! Hvad skal vi?

-Skal vi lave alle opgaverne? Det kan jeg ikke finde ud af…

-Shhhh… Jo, du kan… Lad os se på det…

Langsomt falder klassen ind i arbejdet. Og jeg pisker rundt mellem bordene. Hvorfor har du ikke pennalhus med? Så må du låne en blyant? Jeg sagde, slå op på side 4. Jamen, så fortsætter du bare på side 5. Jo, du kan. Kan du så komme i gang? Valdemar? Hvor skal du hen? Ja, du skal også lave de opgaver, der skal skrives ind i hæftet…

Og pludselig er de 45 minutter pist væk. Jeg fanger duksene, der forsøger at stikke af fra duksetjansen, og de, der går uden at sætte stole op. Et par af drengene bliver hængende i klassen, sammen med to gutter fra parallelklassen, der er kommet til, mens jeg pakker det sidste ned.

-Hvad tænkte du egentlig, første gang du mødte mig? spørger den ene… Og vi griner. Og taler sammen. Og de driller mig lidt, og jeg driller tilbage. Og tiden går. Min forberedelsestid. Og inden vi kommer derfra, er der næsten gået et kvarter.

Jeg tager computeren under armen, og alle de stile, som jeg ved, at jeg skal bruge minimum seks timer på at rette, hvis eleverne skal have kvalificeret, fremadrettet feedback. Faktisk plejer min grammatikundervisning at tage udgangspunkt i elevernes egene tekster, men det kan man jo sige sig selv, er umuligt nu. Jeg har knapt 70 minutter tilbage af min tilstedeværelsestid i dag. Det bliver ikke mange stile, jeg når. Jeg skal lige svare på mails og lave ugeplan. Og så skal jeg jo også undervise igen i morgen. Så det må jeg også lige se på.

Da jeg få minutter efter sidder ved arbejdsbordet, er jeg helt blæst i hovedet. HELT blæst. Der er absolut ingen hjerneceller tilbage. Jeg kunne lægge mig ind over bordet og snork-sove. Simpelthen. Og jeg kan slet ikke huske, hvad det var jeg skulle… Og alligevel ville jeg ikke et øjeblik ønske mit arbejde væk. Men, hvor ville jeg ønske, at jeg havde tid til at gøre det ordentligt.